Cruyffs klumme - efteråret 2009 (Barça.Dk)

Cruyffs klumme efteråret 2009

Cruyffs klumme: Barça mangler noget modenhed

Af Johan Cruyff (El Periódico 7. december 2009)

Det er hvad det først og fremmest medfører at være mesteren: at spille bestemte kampe frister ikke. Og der har man netop punktet der skal forbedres enormt hos dette Barça hold. Ikke imod Inter. Ikke imod Real Madrid. Heller ikke imod Deportivo. Udbyttet afhænger af hvordan man kommer fremad med de ikke særlig attraktive opgør. Selv uden nederlag, tabte du i Pamplona (Osasuna), du faldt i Bilbao og det kostede dig gruopvækkende at vinde i Jerez. Og der bliver i løbet af en sæson mange flere af disse modstandere end der er af dem der har store navne. At hævde sig hvor alle automatisk betragter dig som vinder er det vanskeligste indenfor sport, uanset hvilken gren det er. Der er en stor atlet som jeg altid har beundret og for mig tjente han som eksempel. Han gjorde sig i en individuel idrætsgren, men for mig tæller det også i en anden kollektiv som fodbold er. Det drejer sig om Edwin Moses. Han løb de 400 glat og han vandt altid. Eller han vandt i løbet af lang tid. Opvisninger og verdensrekorder. I det nødvendige omfang. Det han gjorde var ren hjerne. Hvis modstanderen løb hurtigere, løb han hurtigere. Hvis modstanderen løb langsommere, løb han langsommere. Altid var det ham der kontrollerede. Altid gemte han noget af sig selv for at finde det frem for at afslutte arbejdet. I årevis var han den de andre ville slå. Men han vidste hvilken rytme der skulle benyttes for at vinde uden vanskeligheder. Denne indstilling hos mesteren som evner at administrere sig selv, er netop det som dette Barça hold endnu ikke har.

De nødvendige opvisninger

Det er ikke en kritik, men en konstatering af en realitet som jeg erkender at det er meget vanskelig at tilpasse. Og særligt i en kollektiv sportsgren. Tiden og erfaringen giver dig det. Og dette hold, denne gruppe, har ikke engang arbejdet sammen i halvanden sæson. Hvor nogle kræver målfester, sidste år var der adskillige og det virkede som om det var det mest normale i verden, intet er længere fra virkeligheden, så ønskede jeg at se dem mere modne. Som Moses, der lavede opvisninger med mange mål. De nødvendige. Derimod værdsætter jeg faktisk at dominerer et andet aspekt der er meget mindre iøjnefaldende. Ganske enkelt ikke at gøre livet vanskeligt for sig selv på bestemte stadioner og imod bestemte rivaler. Som hos Moses, så handler det om at løbe det nødvendige fysisk og hundred i timen mentalt. Kvaliteten har du allerede. Du mangler at bruge hjernen for at minimere sliddet, og således holde dit niveau i længere tid.

Imod Inter skulle du ud og overleve i Europa. Hvis du tabte, farvel. De gik ud med hundred eller mere. Imod Real Madrid gik man ud med det man gik ud med. Og sådan var det fordi imod den store rival gik du ud for at demonstrere, ikke for at spille, mens de, for at det ikke skulle blive dårligt, gav alt for en gangs skyld. Imod Xerez var det kun dig selv der bevirkede, at holdet der hverken blev bedre eller dårligere. Hverken først eller sidst. Man mistede så meget kvalitet i boldomgangen, at dette ledte til at man kollektivt havde bolden i besiddelse utrolig lidt. Og det hele fordi man var langsom med det hele. I pasningsspillet, i boldkontrollen, i opdækningen og i opbakningen. Det endelige resultat blev tre point. Ja, men det kostede et unødvendigt slid. Ved at ville løbe mindre endte du med at løbe mere end nogensinde. Og det hele fordi man løb forkert. Det var ikke et spørgsmål om ben, men derimod hovedet. En løsning? En, der både er enkel og vanskelig på en gang. Hvor opstår størsteparten af boldtabene? Ved langsommeligheden alting udføres med. Således spiller man enklere, ved at gøre det hurtigere. Pasningen skal være hårdere end det normale. Hvis du er hurtig, går spilsituationerne hurtigere, fordi det tvinger dig til at være mere årvågen. Hvis du går langsommere frem, bliver spilsituationerne langsommere, og du er mindre på vagt. Boldkontrollen bliver dårligere, pasningen mere usikker og modstanderen giver du tid til at spærre af og genere. Og uden bold er det farvel til dit positionsspil og kontrollen.

En særlig motivation

Og senere er der en anden ting. Du ser ikke frem til at spille imod en modstander. Imidlertid brænder denne modstander for at spille imod dig. Imod Depor fik alene oplysningen at vide, ikke at de var langt fremme i stillingen, men derimod at man i x antal år ikke havde vundet på Riazor, alarmklokkerne til at ringe igen i hjernen på Guardiolas drenge. De, flere endnu, brændte efter at spille imod dig. Så meget at deres kamp kollektivt blev beundringsværdig, men Barça fik sammenkædet hjerne med talent. Man fik ikke taget livet ud af kampen før til sidst, men opgøret kunne have været afsluttet i første halvleg. Netop det som dette hold ville kunne gøre, og endnu ikke gør, fordi man ikke dominerer det på mange mindre skuepladser.

Op på dupperne i Kiev

Onsdagens kamp i Kiev ville kunne blive et problem i den forstand. Konkurrencen i Europa er hård. Modstanderen har et vist ry. Imidlertid er der en mulighed for at blive slået ud. Man har så stor mulighed for at komme videre som etter, at jeg er nysgerrig for at vide om alarmklokkerne ringer i hjernen på de blårøde. Hvis du går ud for at se dem komme, får du problemer. Du bringer ikke bare resultatet i fare, men også helbredet. For skader plejer at komme når det kører på halvt blus, hvor man næsten aldrig er hundred procent koncentreret. Åh, og de er nogle andre, de næste, som brænder for at spille imod dig. Og særligt når de kun har lidt at tabe og meget at vinde. Derfor skal der spilles med hjerne. Og der skal løbes som Moses.

Cruyffs klumme: Tre kampe i en

Af Johan Cruyff (El Periódico 30. november 2009)

Jeg troede at Barça ville vinde kampen med den største rivalisering i den spanske liga. En af de smukkeste klassikere i verdensfodbolden. Jeg vidste at det ikke ville blive så let som mange bebudede efter den overbevisende, klare og iøjnefaldende sejr over Inter. For jeg anede og fornemmede også, at Real Madrid ikke ville komme med samme indstilling som det italienske mandskab.

Men hvis jeg skal sige sandheden, troede jeg at Barça ville gennemtvinge sin stil. At man ville dominerer over de hvide, måske ikke hele kampen, men nok til at vise at her og nu befinder man sig et trin over det hvide hold. Hvad det angår glemte jeg ikke, at Real Madrid ikke havde meget at tabe, men meget at vinde. Og først og fremmest stillede man op som førerholde i La Liga. Som Pep Guardiola havde udtalt nogle timer forinden, efter 11 ligarunder fører man ikke turneringen hvis man spiller dårligt eller har færre gode ting end dårlige.

Det jeg ikke forventede mig var at Barça begyndte kampen ved at begå den værste fejl: ødelægge det for sig selv, stoppe sine egne mænd og anbringe sig dårligt, yderst dårligt, på banen. Man ønskede måske at gentage taktikken fra Bernabéu, men der åbnede Eto’o banen ved at trække ud på en kant. Det er en ting som Messi ikke gjorde i aftes. For som om de ikke var mange nok på midten, lagde han sig sammen med Iniesta, Xavi, Sergio Busquets og sågar Henry og lod sig bedøve blandt alle andre og vanskeliggjorde spillet.

Den alvorligste fejl

At tabe en bold dér. På midten. Når de snupper en bold fra dig i den zone, udsletter man to kæder med et slag. De spillede ikke i dybden og skænkede således modstanderen en stor fordel. Sådan var den første kamp jeg så. Og kampen kunne have endt med sejr til Real Madrid, som faktisk opnåede at spille som man ville og som overfor sig havde et Barça der var underlig og næsten ikke til at kende.

Efter pausen blev det et andet opgør. Pep må have bedt dem om at de gjorde det som de er bedst til: at åbne banen. Virkelig at åbne den, fra spids til spids. Og Real Madrid begyndte at tvivle og få problemer. Indskiftningen af Ibra og forflytningen af Messi til en kant gjorde, at Barça begyndte at blive noget mere genkendelig. Målet kom. Ja, det var en perle. En afslutning fra en virkelig center forward og en virkelig afslutter. Sågar et slag med skoen, og en habil aflevering, frækt af Alvés. Men målet kom ikke alene. Det kom sammen med en naivitet fra Sergio, en instinktiv hånd, som det også kunne have været sket for en veteran. For den handling laver man uden at ville det. Men det er en handling der opstår ved at spille kort, med små skridt, i en zone hvor man fejler. Overfor et hold som Real Madrid, kan det få dig til at begå en fejl.

Den anden kamp jeg så i aftes på Camp Nou endte med 1-0 og 10 imod 11. Og der begyndte en anden og anderledes kamp. Næsten uventet. (Alle ville vi have sagt at dette i tredje opgør, det vil sige 1-0 og med 10, havde det været Real Madrid der skulle have spillet og ikke Barça. Men det var de blårøde som skulle gøre front imod det). Måske Real Madrid så sig tvunget til at styre kampen og til at få uafgjort. (Man havde mere end en halv time). Det vil sige, man kunne sågar have forsøgt at vinde kampen. Men man evnede ikke at bære taktstokken. Rytmen.

Og Real Madrid dukkede ikke op

Og det er der man så det Real Madrid som mange regnede med. Det kluntede Real Madrid. Det Real Madrid som ikke spiller fodbold. Det som har svært ved at kombinere, dominere, befale, at være den der styrer kampen og først og fremmest den som besidder organisation, spil og slår fra sig. Har man spillere til det? Det har man naturligvis. Man har en betydningsfuld klump af spillere som burde være i stand til, imod 10, at kunne få sejren hjem selvom det står 1-0. Sågar overfor Barça. Sågar på Camp Nou.

Men det skete ikke. Og igen gentog historien fra det vi har været igennem af sæsonen sig: Desto lettere det er for Real Madrid (jeg husker en bunke kampe med mange minutter foran sig og foran på måltavlen og man evnede ikke at føre det til ende), desto dårligere gør man det, eller man viser i mindre grad at man er et storhold.

Men selvfølgelig faldt klodsetheden hos de hvide sammen med et Barça der godt nok var gået ned, men kun i antallet af spillere. For når du spiller med 10, skal du erstatte dette afsavn med større gåpåmod, udfolde dig bedre, selvkærlighed, disciplin, selvfornægtelse, vilje, kampgejst og alle spillerne skal foregribe begivenhederne. Og i dette, får dette Barça hold også topkarakter.

Gør spilsituationerne længere

Mens Real Madrid blokerede for sig selv med den sølle indsats man viste, blev Barça mange gange bedre og vandt også den tredje kamp der var i løbet af de 90 minutter. Og man vandt den med snuhed, med erfaring, med position og berøringsspil. Real Madrid fandt ikke måden til at skabe chancer (som man pudsigt nok havde i første halvleg) og Barça forlængede med dygtighed spilsituationerne. Fordi det for Barça var enkelt at spille med en mindre: Man fjernede ham fremme og fortsatte som om der intet var hændt. Det tegnede til fordel for Real Madrid. Men man evnede ikke at læse det.

Cruyffs klumme: Barça skal vinde; ikke demonstrere

Af Johan Cruyff (El Periódico 9. november 2009 – lagt på Barça.Dk dagen efter)

Barça må tåle sammenligningerne det andet år efter at have vundet alt. Det er lettere at nå op end at holde sig oppe. Når man står overfor prekære situationer er det bedre at søge tilflugt til det praktiske. Det flotte skal nok komme.

9. december slipper vi af med tvivlen. Eller tidligere, hvis man ikke gør tingene godt. Jeg hentyder til Champions League. Til om Barça vil komme med i ottendedelsfinalerne eller ej. Det bliver 180 lidenskabsfulde minutter, to kampe hvor det bliver knald eller fald. Hvor det bedste er netop dette, at alting er klart. Du får pudset formen af eller også er du ude.

Du er med i en miniliga med fire hold, over seks kampe, og imidlertid virker det som om du har taget et skridt bagud i tiden. Til den gamle Europa Cup. To kampe, ude og hjemme. Alt over 180 minutter. Den eneste forskel er at, hjemme spiller du imod en og ude imod en anden. Enten kommer du videre, eller også gør den anden. Helt som i den gamle Europa Cup. Med et forbehold, at du er advaret. I fire kampe, blot en sejr. Havde man afviklet Barça-Rubin via det gamle format, ville du nu være ude. Dit held er at dette turneringsformat giver anden og sågar tredje muligheder. Træneren kan advare, hvilket han har gjort og vil gøre, men i fodbold er der ikke time outs og heller ikke uendelige udskiftningsrouletter. Kampene er med 11+3, de startende plus tre reserver, over et tidsforløb opdelt i to dele.

Meget at lære

Sagt på en anden måde, så er alt i spillernes hænder. Og uanset hvor gode Barças spillere er, så er størsteparten både unge og uerfarne. Uanset hvor meget tre- eller femdobbelte mestre de er, så er dette et hold med mange års fodbold foran sig hvad størsteparten af brikkerne angår. Og uafhængigt af talentet, så medfører dette at de mangler at lære mange ting. Endnu engang så er det primære, at det andet år er vanskeligere end det første. At holde sig oppe er vanskeligere end at nå op. Og det andet, og dette er i særdeleshed gældende for Barça grundet spillestilen, at det vigtige er at spille for at vinde og ikke for at demonstrere.

Vi ville kunne se på hvordan hver spiller er nu og hvordan han var for et år siden. Det der for mange er et spørgsmål om at være mere eller mindre finpudset fysisk, er for mig noget andet.

Hvad cifrene angår kan man ikke indvende meget. På førstepladsen i La Liga, første videre kvalifikation i Copa del Rey sat på skinner og man kan selv afgøre det i Europa. Men i en henseende skal man genfinde regelmæssigheden: Gå ud for at vinde og ikke for at demonstrere.

Alle spilsituationerne skal have formålet at score et mål. Det pæne er sekundært. Og det som gælder om offensiven, gælder om defensiven. Det pæne bagude er også sekundært. Sågar mere. Den pasning som skal være perfekt er den første. Hverken for hård eller for blød. Hverken for kort eller for lang. Og i henhold til hvordan du kontrollere, hvor hurtigt du gør det, hvordan og hvor du vil anbringe den, udviser du forskel.

Jeg fæstner mig ved disse detaljer, og ikke så meget ved om den ene eller den anden virker mere eller mindre træt. Først, det lette. Det svære skal nok komme. En gang til, så står vi med et ungt hold som skal bekræfte hvor godt det er. Ja, det skal man endnu, og ikke bare i år. Uanset hvor mange individuelle priser der er, uanset hvor mange kollektive priser der er, så er dette en gruppe som har meget at lære.

De 6-1 over Zaragoza snød mere end en. På tribunen og i omklædningsrummet. For at vinde en kamp godt, skal man gøre mange ting godt og få dårligt. Uanset hvor meget træneren advarer, er der kun her en ting der tæller: at den interesserede bliver klar over det.

Eksemplet med Holland

Jeg forstår at der er tilhængere og modstandere af det man kalder Beckham loven. For ham den har betydning for er det indlysende at det ikke er det samme at betale 24% eller 43% i skat. Og for klubberne som kan gøre brug af denne lov for at tiltrække spillere, betyder det også en enorm ændring at se sig ligestillet i konkurrencen med klubberne i andre lande.

Ud over hvem det har betydning for og at bevise at det man kalder Den Europæiske Union (EU) altid har sine ikke-unioner og undtagelser, så ville jeg fæste mig ved en anden ting end om det får betydning for alle fodboldspillere, udenlandske og spanske, som spiller i Spanien. Jeg hentyder til en formular man har haft i Holland i nogle år. Så meget at det her i dag stadig har betydning for mig. Og for det gode.

Sikret pension

Ved at nå folkepensionsalderen (65 år, jeg mangler tre), får vi der har spillet i Holland en sum hver tredje måned. En sum man i sin tid investerede, en fond, for nu at kalde det noget, som man reserverede 30% af årslønnen som professionel til. Fra det år hvor du sætter støvlerne, til du når pensionsalderen, får du penge. Takket dette er der ikke nogen tidligere spiller på min alder i Holland med en hånd fremme og en anden bagude. Det er når du sætter støvlerne du kan få problemer.

I Holland er kontrakterne ikke de højeste, men du ved at en del af det tjente vil du modtage frem til din pension. Det handler ikke om bare at kigge på dem som tjener meget i Spanien, som er få, men om at lave en lov som vogter over alle de professionelle. Ikke bare nogle få.

Cruyffs klumme: Jeg ville ikke forlange Márquez’ hoved på et fad

El Periódico 2. november 2009 (Lagt på Barça.Dk dagen efter)

Når man skulle svigte i sidste åndedrag, så var det bedre i Pamplona end i Kazan. Med indsatsen du har udvist i ligaen, er en fejl i niende runde til at tage på sig. Med det man har udvist i Champions League, ville det samme uafgjorte resultat blive meget mere alvorligt, da det er en fæl korts turnering. Den der vil have Márquez’ hoved på et fad, kan forlange det. Jeg ville ikke slå ham ihjel.

Den bedste måde ikke at komme til at fryse er, at klæde sig godt på. Ikke ved at åbne døren op. For så kommer vinden ind. Det var netop det alle på Barça holdet gjorde i sidste minut. Der er ikke noget problem, hvis du tidligere forhindrer det. Holdet, og ikke Márquez, evnede ikke at se det eller evnede ikke at håndhæve det. Formularen er enkelt: Angrib bedre for at forsvare bedre. Når der står 0-1 og kampen er ved at blive afsluttet, skal du høre afslutningsfløjtet med bolden ved dine fødder og så tæt på modstanderens mål som det er muligt.

Spekulere med 0-1? Ja, men offensivt. Der skal angribes. Messi havde to chancer før udligningen. Vigtigere end om de gik ind eller ej, så handler det om altid at holde bolden tæt på Ricardo og altid langt fra Valdés. Og Piqué. Og Márquez. Gør livet lettere for dine midterforsvarer, ved at konvertere dem til midtbanespillere ved at samle holdet på midtbanen og fremad for derved at reducere muligheden for at disse kommer i forlegenhed bagude.

Kampen under kontrol

Det er stilen, at Barça altid forsøger at kontrollere kampen. Men det er ikke det samme at gøre det horisontalt som vertikalt. Den vertikale dybe pasning gør dit udsyn over banen bredere. Det er godt. Og det gør det netop nemmere at kontrollere. Den horisontale pasning medfører en risiko. Hvis de tager den fra dig, bliver dem bagude mere udsatte. Og særligt hvis det sker på egen banehalvdel. En tabt bold tæt på modstandernes mål giver en mulighed for et meget langt kontraangreb. Tabes den på egen banehalvdel kan det blive fatalt hvis bare en pasning kun er minimalt korrekt. Som den som Camuñas modtog diagonalt i spilsituationen der førte til uafgjort. Ja, Márquez svigtede. Men det lette er at sigte på en og ikke anerkende kollektivets fejl. Ved at gentage den horisontale pasning, var det Barça selv som slappede af med den falske fornemmelse af at have alt under kontrol.

Og endnu mindre i den korte fase efter 0-1. Sådan var det konstant i kampen. Osasuna pressede på, men klistrede sig ikke fast. Det er det mindste du kan forvente dig af en modstander med deres karakteristika. Eller fra Rubin på onsdag. Bevæg bolden hurtigere, varier med en vertikal pasning blandt de mange du laver horisontalt. Desto mere de løber, desto mere ender de med ikke at nå op.

Når jeg hos Barça mest ser en sag om at justere det man allerede dominerer, er Real Madrid en anden historie. Vigtigere end hvem der bestemmer i dette omklædningsrum, jeg befinder mig ikke indenfor, men ustandseligt siver det ud i medierne at de to længst oppe bestemmer mere end træneren. Deres sag er et spørgsmål om at tro på en stil og om altid at respektere modstanderen. Det med for hvad og hvordan jeg vil spille, er det logisk koster med så mange nye ansigter. Det andet er mere vanskeligt.

For de unge hos Barça er det en stor mulighed at spille Copa del Rey. For de kronede hos Real Madrid er det en straf at spille Copa del Rey. Og Copa del Rey er ikke bare finalen. Copa del Rey er fra start Alcorcones og Culturales Leonesas. En anderledes turnering hvor du ved at desto mere beskeden din modstander er, desto mere vil man forsøge at spille sit livs kamp.

Den gamle er ikke dårlig

På et andet plan, grundet niveauet og grundet turneringen, skete der det samme for Real Madrid med Milan på Bernabéu. Det kan godt være Milan er et veteranhold, for det er man. Desto mere veteran man er, desto større muligheder er der for at yde mindre end de unge i sæsonens løb. Som veteran har man erfaring. Og over en kamp tæller erfaringen meget. Og særligt hvis du ved, at gammel er det pæneste man har sagt om dig. Og den gamle er gammel, men ikke dårlig. Et Milan i Champions League og et andet og meget anderledes i ligaen? Ja, og det kan ikke være på anden måde. Veteranen prioriterer. Og hvis man føler sig ringeagtet, får man netop et plus.

En ting kalder på opmærksomhed ved Puyols nye kontrakt med Barça. Hvis ikke han spiller 60% af kampene, bliver han fritstillet. I hans tilfælde, med de fantastiske bedrifter, ville man ikke engang kunne sætte antal på kampene. Du bestemmer. Hvis du vil rejse, uanset hvad grunden så måtte være, så rejser du. Når du har givet meget, skal klubben indpasse sig. Og særligt ved den sidste kontrakt. I min Dream Team epoke anbragte spillerne Barça i verdenspanoramaet. Til gengæld vidste de en ting: De ville kunne rejse, når de ønskede det.

Tamudo sagen

Det som glæder mig ved sagen med Puyol, gør mig trist ved den om Tamudo. Jeg ved ikke hvor mange år han har været hos Espanyol, men mange. Det handler ikke om hvem der har ret, eller om hvem der er den gode eller den onde. Grundet bedrifterne, så frigør ham, hvis spilleren vil rejse. Og til spilleren, så giv afkald på nullerne dit sidste år. Du bliver hverken rig takket dem, og du bliver heller ikke fattig uden dem, hvis du har brugt hovedet. En dag må man stoppe med aktiv fodbold. Mindet bliver. Med Tamudo ville det være en skam at anbringe ham i mængden.

Cruyffs klumme: Afslutningen på en periode? Det er en vittighed, ikke?

El Periódico 26. oktober 2009 (Lagt på Barça.Dk dagen efter)

Der er ingen krise, (det griner jeg af) og det er ikke afslutningen på en periode, (det er en vittighed, ikke?) Alt er mere enkelt. Mere menneskeligt. Tilbagevenden til det normale. Mere er der ikke. Efter to kampe uden at vinde (uafgjort i Valencia og nederlag imod Rubin), er Barça ikke gået fra det perfekte til kaos, men til den rene og enkle normalitet. Hvis du ikke anstrenger dig maksimalt, kan modstanderen gøre livet vanskeligt for dig. Mere er det ikke. Jeg ved ikke om det bliver en liga med to eller ej, men jeg ved at modstanderne spiller og at de vil forsøge at slå fra sig, uanset hvem det er, for at gøre sig godt. Og at ingen vinder Champions League fra september til december. Men jo, man kan godt tabe den i denne fase.

Alt koster. Om du så hedder Real Madrid eller Barça. Og hvis alt hvad der omgiver klubben, deres, vores eller hvem det måtte være, betragter det som faktum at modstanderen ikke er nogen eller ret meget, kan budskabet, når der insisteres på det, ende med at sive ind i omklædningsrummet skønt man ikke ønsker det. Selvom Pep Guardiola insisterer og insisterer samt advare om meningsdannerens dyder, så kan det påvirke holdet.

I Barças tilfælde var det to kampe uden at vinde. Og? To kampe, to modstandere, en bunke detaljer som ikke har den store eller slet ingen betydning. To opgør uden at vinde. For mig er det perfekt. Det kan lyde underligt. Men hvis ikke-sejren kommer mens der er margen til manøvre fremadrettet, så er dette aldrig afslutningen, men modvægt imod dette budskab, som et orakel, om at selvom du er smuk, skal du gå ud med det hele.

Det vanskelige er at holde sig fast

Herfra skal der arbejdes. Hvis det er vanskeligt at nå op, er det endnu vanskeligere at holde sig fast. Uanset hvor storslået og historisk i går er, tæller kun dagen i dag. Og dagen i dag former sig udelukkende efter anstrengelsen og indsatsen hos hver eneste af de integrerede på holdet. En smule mindre af dette, en smule mindre af hint, og resultatet bliver et andet, skønt det er de samme folk. Og en gang til, så taler jeg ikke om at gå fra det perfekte til kaos, men derimod om at vende tilbage til det normale: at vinde koster og kræver stor opmærksomhed fra alle parter.

Ciffermæssigt er der ikke nogen mere åben gruppe end Barças i Champions League. Om tre kampe kan man slutte på førstepladsen eller sidst. Angst over det? Nej, for selvom jeg kender modstandernes kvaliteter, ved jeg også alt om Guardiolas drenges kvaliteter. De eneste som kan lade sig slå ud er spillerne selv, efter deres indsats i hver og en af de tre kampe som de mangler. Og efter det man har set, er det bedst sådan: For at komme videre, må man gå ud for at vinde. Noget ukendt i denne sæson. Der bliver ikke et krav om det perfekte, men derimod om at yde. Før der skal spilles i Kazan, tvivler jeg på at nogen taler om turistudflugter eller om noget i den stil. Man vil tale om at yde og at vinde. Og i henhold til anstrengelsen og koncentrationen kan det skam blive en god kamp.

Og ved at få de tre point i Rusland, er der nul margen til at tro at du har udført det, for senere må du gentage bedriften imod Inter. At forudsige hvad der skal gøres i Kiev i den sjette og sidste runde i miniligaen i Champions League er at vove pelsen meget. To kampe uden at vinde. Det er fint. Men ingen må åbne op for kassen med torden. Det er ikke for noget, men The Triple Barça, eller det der vandt De Fem Pokaler (1951-52 red.) vandt heller ikke det hele året før. Uanset hvor historisk det var, uanset hvor meget vi ønsker at fastholde de magiske øjeblikke som der var, for det var mange, blev dette Barça også lagt i lænker i et par dårlige stimer.

At anstrenge sig kollektivt

Et, at komme i gang med sæsonen. Det andet kommer sidst i februar. Nr. 2 varede længere. Mellem liga, pokal og Champions League var der fem kampe med uafgjorte resultater og nederlag. Og holdet overvandt sig selv, fordi alle dets elementer bed tænderne sammen. Alle gav en smule mere. Det nødvendige for at blive mere finpudset og det vigtigste, de gjorde det velvidende hvad de spillede om. En stil som definerer dem og hvormed de føler sig veltilpasse.

Netop det som man ikke har, og som det ikke peger i retning af at man på kort sigt opnår, hos Real Madrid. I henhold til tiden det vil tage for det hvide hold at forene deres brikker og at definere hvordan og for hvad man vil spille, værdsætter vi det som Guardiola og hans folk har udført, som nu Pellegrini, i den første sæson.

En egen stil

I henhold til den tid det vil tage Real Madrid at finde lyset, værdsætter vi betydningen af Barças satsning på folk hjemmefra. Og ikke bare dem på bænken, men dem som betræder fodboldbanen. Individuelt er de nye hos Real Madrid store spillere. Men som ved ethvert job, er det nødvendigt med en indkøringsperiode. At vide hvordan og hvor ham der er ved din side ønsker bolden. Hvor er du stærkest og svagest?

Det er ikke let hvis de nye er mange. Men hvis disse mange kommer fra La Cantera (stenbruddet - talentskolen), og stilen man har der ligner den på førsteholdet, så springer du over mange faser af denne tilpasning. Derfra hentede man ham, og der får Barça fordel frem for Real Madrid, ud over den økonomiske besparelse på nyindkøb. Det andet handler i Barças tilfælde ganske enkelt om hvor finpudset man er.

Cruyffs klumme: Iniesta – et eksempel på offervilje

Af Johan Cruyff (El Periódico 19. oktober 2009)

Selvom han endnu ikke befinder sig på sit bedste niveau, hylder vi alle Iniestas progressive genkomst. En snu rad. Vigtigere end de kvaliteter han indeholder, så er han en fodboldspiller der evner at se hvad der er vigtigt i det erhverv han elsker. Da han var skadet, satsede han i maj på at komme med i det han betragtede som kampen som man aldrig må misse som fodboldspiller: Champions League finalen. Han kom til at spille, han var impliceret og han blev endnu mere skadet. I hans sted havde jeg gjort nøjagtigt det samme.

Selvom han kendte risikoen han løb, gjorde han regnskab over fordelene og ulemperne ved at spille denne kamp. Hvis jeg ikke spiller den, om det så var grundet travlhed, grundet nerver eller grundet stres. Så kunne jeg komme mig stille og roligt, og efter ferien være frisk som en rose. Og friskere end resten fordi jeg var gået glip af den sidste måned af sæsonen. Og hvis jeg spiller den og jeg knækker, så knækker jeg. Men så går jeg ikke glip af en sådan finale.

Også i de største fodboldspilleres karriere er der heller ikke så mange. Og hvis jeg knækker, som det blev tilfældet, så skal der soves. Tænderne skal bide sammen, og så skal der leves ene og alene for at komme tilbage, for der bliver tid til at komme tilbage. Ja, senere. I september eller oktober.

Hellere i december

For ham tæller det, ud over hans gestus overfor sine holdkammerater, overfor klubben og overfor sig selv, så ved han, at hvis han ikke yder nu, så gør han det senere. Hvis der ikke kommer noget fysisk uheld i vejen, vil det være logisk at Iniesta burde være mere frisk i december og januar end mange af hans holdkammerater. Og dette er, i en smal trup som Barça har netop nu, hvor hvert element er fundamentalt, et individuelt plus. Herved er det der bliver styrket kollektivet. Iniesta vidste hvornår han skulle holde sig vågen, da trætheden pressede sig på og hvornår der skulle soves.

I fodbold er der en regel: De kampe du ikke kan vinde, må du ikke tabe. Og eftersom det er umuligt at vinde alle opgør, så synes uafgjort af meget den dag hvor du har masser af argumenter imod dig for at få en sejr. Med eller uden Villa, er Mestalla et stadion hvor du sagtens kan tabe. Med eller uden Luis Fabiano, for at nævne en, er Sánchez Pizjuán et andet stadion hvor du også kan tabe. For både Valencia såvel som Sevilla er to gode hold, over 90 minutter, hvis de går ud i topform.

I Valencia fik Barça uafgjort, men derimod tabte Real Madrid i Sevilla. Her huskede man ikke reglen for kampen du ikke kan vinde. Du må ikke tabe den. Og efter så få afviklede runder, er denne lille detalje det som holder den ene på førstepladsen og den anden på andenpladsen. Ja, der mangler meget. Men til sidst tæller alle detaljer.

Det er sandt, at Barça kunne være kommet fra Mestalla med et nederlag. Men derfra og til at vildfartes til at tro, at du kan ende med at scorer mange mål, er der en afgrund. Til en start fordi analysen af hvor mange gange de når op og hvor mange gange jeg når op, ikke tæller for mig. Hvor mange gange Valdés reder mig og hvor mange César reder dem. Enhver kamp er en proces. Og udviklingen i den samme er aldrig den samme med nul nul, mens man går efter det første mål, end i en anden hvor der scores en kasse forholdsvis hurtigt. Er der nogen der kan forsikre at med 1-0 første gang Valencia fik chancen, var kampen blevet den samme? Kan nogen fastslå at Valencia ikke var trukket længere tilbage og, ved dette, afstået fra mange af de kontraangreb som de så vanligt evnede at igangsætte? Det tror jeg ikke at nogen kan sige.

Uundgåelig træthed

Under alle omstændigheder så jeg enorm træthed hos de blårøde. Kald det rejser eller kald det landskampe. Eller FIFA virus, for der var også skader. Og træthed medfører langsommelighed. Fysisk og mentalt. Og hvis du ikke er klar, omsættes dette til mange tabte bolde. For mange.

Ud over Valencia spillernes individuelle kvalitet og hurtighed i angrebet, bliver der ingen mulig kontra, hvis du ikke taber bolden. Og Barça tabte mere end nogen sinde bolde, for en gangs skyld flere end sin modstander, og man genvandt færre. Men trods dette, endte man kampen uden angst.

En sidste overvejelse for at forklare det som er i færd med at ske for Messi hos Argentina. Hvis jeg er 9er og jeg er frisk i hovedet, brillerer jeg hvis mit hold har folk på kanten som til overmål skaffer mig gode bolde. Hvis der på mit hold ikke er nogen der spiller mig eller gør det skidt, så kan jeg være frisk i hovedet, men jeg vil ikke komme til at røre bolden med foden.

Holdspil

Fodbold er et holdspil, uanset hvor meget individuel kvalitet du rummer. Og hvis denne skal udskille sig, skal de folk der omgiver dig gøre det maksimale for at udnytte dig bedst muligt. Det gør Argentina ikke med Messi. Og det værste er, at de ikke ser det eller ikke ønsker at se det. For når der deles øretæver ud, får han dem alle eller næsten dem alle.

At Barça spilleren grundet fysikken tilbringer nogle uger i en bølgedal er temmelig indlysende. Det som sker, er at man grundet hans landsholds kendetegn ser det mere. Men sågar hos Barça er man begyndt at beskylde ham for noget som jeg logisk nok tilgiver ham. Presset som man underlægger dig, når du er betragtet som den bedste i verden.

Cruyffs klumme: Messis kontrakt skal forlænges år for år. Med ti store spillere gik det galt med ni

Af Johan Cruyff (El Periódico 5. oktober 2009)

Om lønforhøjelsen og forlængelsen af Leo Messis kontrakt for allerede nogle uger siden. Hvad niveau, bedrifter, fremgang og indsats både individuelt som kollektivt angår, er der intet at indvende omkring forbedringen af hans gage. Forlængelsen af hans kontrakt til 2016 er noget helt andet. Personligt bliver jeg ved med at forsvare korte kontrakter, og ikke de lange. Og med korte mener jeg maksimalt tre eller fire år. En norm der for mig gælder for alle. Inklusiv for den bedste spiller i verden. Så kan han hedde hvad han hedder.

Spilleren, uanset hvem det er, har brug for en motivation til at blive ved med at vokse. Som klub ville jeg altid gerne have muligheden for at blive ved med at forbedre noget for ham år for år, hvis han gør sig fortjent til det. Hvad det sportslige angår, kan man aldrig tage det helt roligt. Jeg ved godt at man har givet ham en antiflorentino klausul, og jeg ved godt at man har ligestillet hans løn med de bedste i verden, ud over bonus. Men herfra og til at forlænge med ham til 2016 synes jeg er overdrevet. Og det siger jeg ikke for klubben skyld, men for spilleren selv. Klubben gør det grundet den gamle fare for at kokosnødden kommer og tager ham med. Tja, hvis den kommer, hvad så? Der er mange som kan dukke op, og lad dem bare presse på. Knægten fortjener at tjene som ingen andre. Ingen tvivl om det. Men jeg ville bruge en anden formular. Og hvis den gælder for ham, gælder den indlysende for de andre. Tre års kontrakt, fire maksimalt, og når hvert år er slut, så et år til. Hvis spilleren bliver ved med at levere, så ville dette ekstra år for mig som klub blive dyre end nu ved at få ham til at skrive under til 2016. Men det foretrækker jeg mange gange, og så kan de bare dukke op og sørge for at alting forvrides.

Indsatsen

For mig er spørgsmålet ikke om du betaler ham 8, 10 eller 12 millioner euro, men derimod at finde en opskrift man kan belønne den faktiske indsats med. Ikke den du kalkulerer med at han kan udvise i bedste fald. I særlig grad set over så lang tid. En opskrift som jeg insisterer på er god for klubben og endnu bedre for spilleren. Forskellen mellem at spille ualmindelig godt og bare godt, er ikke så stor. Forskellen mellem at yde ualmindeligt godt individuelt og ikke så godt kollektivt, er ikke så stor. Og fodbold er et holdspil. Forskellen kan komme fra om man er 100% koncentreret eller 90%.

Bliver året godt for ham? Og med et godt år hentyder jeg ikke til det ualmindelige: Så får han et års forlængelse. Og lønforhøjelse. Jeg betaler dig mere end jeg ville have givet dig med en længere kontrakt, men jeg nyder at betale dig det, for du har demonstreret en ting for mig: at du yder maksimalt. Det er ikke for noget, men hvis vi kigger bagud er der en bunke eksempler. En bunke navne på store spillere som man skrev under med for lang tid, og senere var deres indsats langt under forventningerne som der var på den dag. Med ti gik det galt med ni. Og jeg tvivler meget på at man yder bedre med dette udspil.

Dybest set handler det om at forandre noget for at intensivere indsatsen. Som det Guardiola gjorde på et andet niveau, hvad truppen angår, med udskiftningen med Ibrahimovic for Eto’o. Det glæder mig at det har været nok for dem med få ligarunder til at få begravet sammenligningerne med camerouneren.

I Guardiolas sted

Til at begynde med, og til forskel for fra tre år siden efter Champions League i Paris, gik det op for nogen at man måtte gøre noget. Noget betydningsfuldt. Noget chokerende for, på den ene eller anden måde at få brudt det man så, uanset hvor godt det så var. Jeg sætter mig i Guardiolas sted, og jeg kigger på mine bedste virkemidler: Messi, Xavi, Iniesta, Eto’o osv. Hvem vælger jeg for at give truppen dette chok? Hvem sender jeg ud og hvem henter jeg ind? Jeg ved hvad jeg ønsker at frembringe: At de evner der blevet fremvist ikke forfalder, og at der dukker en ny udfordring op som der kan arbejdes med. Og jeg vil have det ved at udskifte blot en spiller. En fodboldspiller som grundet forskelligartede kvaliteter, medfører den optimale opmærksomhed fra resten af dem der omgiver ham. Xavi og Iniesta sætter Barça stemplet. Messi er forskellig fra alle andre. Således var beslutningen indlysende. Der ud over en detalje: Eto’o var den eneste der afsluttede kontrakt. Og som 9’er, er resten altid afhængig af bevægelserne hos din nøglespiller. En eneste forandring, men en fuldtræffer.

Første store duel

Adskillige ting om Sevilla - Real Madrid. Et: så spiller andalusierne på en hvis måde som Barça. Man udnytter fløjene med Navas, Perotti og Capel. De gør banen stor og tillader at mændene fra midtbanen kommer rundt i en zone på tre fjerdedele. Hvad det angår, ligner Barça, Real Madrid og Sevilla hinanden. De kan lide at spille 15-20 meter fra målet, og dette er ensbetydende med underholdning. Direkte spil og sejr til den der er dygtigst. Som i går i Sevilla. Kan de kæmpe med i La Liga? Ja, men de får problemer med de mindste hold. Derfor tror jeg det kan gå dem bedre i Champions League. Og Real Madrid? De demonstrerede, at vinde over dem bliver meget kompliceret. Og man viste igen det der altid er indstillingen: Ramos kunne have udlignet i sidste spilsituation.

Cruyffs klumme: Hvis Barça og Real Madrid ikke er blevet spist endnu, er det fordi de har været bedre end deres modstandere

Af Johan Cruyff (El Periódico 28. september 2009)

Gentagende gange så bliver man ikke længere overrasket over fodboldsporten. Og jeg hentyder ikke til det fodboldspil man ser på banen, men det der foregår længere oppe. På kontorerne. Valencia og Atlético Madrid mødes i femte runde af ligaen, den femte, hvor man allerede sætter spørgsmålstegn ved deres respektive trænere Unai Emery og Abel Resino. Og så ser man ansigterne på Mestalla. Det endelige resultat: uafgjort. Hvad gør du så? Smider du de to ud fordi ingen har vundet? Frelser du de to fordi ingen har tabt? Det du betragtede som godt for få måneder siden er nu intet værd for dig. Eller også bliver det mindre, når man diskuterer det. Det er absurd. Hvis du er dårlig nu, var du det allerede i maj. Og hvis du i maj var god, kan du nu, efter fire eller fem runder, ikke være forfærdelig. Før du slår den eneste der kan fyres ihjel, for præsidenten eller den tekniske direktør er det ikke nødvendigt med nogen titel, så se først på dig selv. Se på hvad du har gjort for at omstrukturere truppen: hvad har du solgt, hvad har du indkøbt og hvem har du givet holdet til.

Disse første fem runder snyder ciffermæssigt, og det meget. Ud over de direkte opgør, så vil hverken Barça eller Real Madrid vinde det fulde antal point der er på spil. At få 15 ud af 15 er helt for sig selv. Man kan forvente sig af et storhold at det vinder 70% af pointene. Mere må man virkelig tage hatten af for. Hvis det Valencia og Atlético Madrid ønsker, eller det hold som det måtte være, er at være i front, er deres pointtal her i dag således under gennemsnittet. At være 7 (Valencia) og 12 (Atlético) fra førstepladsen er acceptabelt langt længere henne i turneringen. Aldrig efter femte runde.

Fremragende start

Således kan man drage en dobbeltkonklusion. Der er to hold der er kommet fra start som en kastevind og, med Sevilla som eneste undtagelse, så er resten blevet kvalt i mange bølger. Og desto senere de to i toppen taber point, desto værre virker det for resten. Og værre vil de selv synes de ser ud. Det er indlysende nok tidligt at tale om en liga med to hold. Men hvis man tager udgangspunkt i hvordan de ser ud og hvad den ene og den anden skal og har gjort de seneste sæsoner, er det vanskeligt at forestille sig en liga med en mester som ikke bliver Barça eller Real Madrid. Men det er rigtigt at den som på forhånd mindst tror at det er givet og den som arbejder mest runde for runde bliver mester. Den første som kommer til at tro at de scorede mål kommer af sig selv og at modstanderen falder af sig selv får problemer. Årsagerne er forskellige. Den ene fordi man er mester af alt. Den anden fordi man har indkøbt alt eller næsten alt. Barça og Real Madrid er den karamel som alle ønsker at spise for en dag. Hvis ikke det er sket endnu er det fordi både den ene som den anden har været bedre end deres modstandere.

En anden ting er den valgte vej til at nå sejren. For øjeblikket, og fordi vi befinder os i en meget spæd fase af turneringen, uden nyt fra fronten, holder Barça fast ved sin satsning på det kollektive spil og at have bolden i besiddelse. Gennemtænkt positionsspil, for ikke at få problemer bagude og for at skabe huller og overlegenhed fremme, mens Real Madrid tager stikket hjem i kampene ud fra individuelle krudtflammer. Hvis det der tæller er pointene, de scorede mål og de indkasserede mål, så står det teknisk uafgjort. Med pointtallene i hånden, bliver det vanskeligt at der kan blive større lighed. At være på førstepladsen eller stoppe med at være det, afhænger her i dag af en scoring. Et mål mere i favør eller imod. Imidlertid er der andre ting der spiller ind i fodbold. Og disse ender før eller siden med at dukke op. Særligt i en lang turnering som La Liga.

Ingen gave

At tro på at modstanderen lider nederlag på forhånd er den bedste lovprisning som de kan sende efter dig. For her er der ingen der forærer noget væk. For her er der ikke nogen som bare sådan er dårlig. Og fordi det er det umiskendelige signal om at du har gjort det rigtig godt. Aldrig det modsatte. Uden at nævne navnene på modstanderne som Barça har krydset, så hørte vi allerede påstanden sidste sæson. Så længe det ikke når spillernes ører, så lad det komme, og så skal de ikke tro på det. I generelle træk, så ser det ikke sådan ud. Alle er frie til at mene som man vil. I Málaga ville de have sagt nøjagtigt det samme om at have vundet med 0 – mange. Nullet, fordi uden at man var god på banen og uden at lave perfekte kombinationer, lod man kun modstanderen slippe igennem en gang på 90 minutter. De mange fordi Ibrahimovic’ og Piqués mål blev til særdeles få. Dommeren var meget heldig. Han fløjtede som han fløjtede, men i det mindste endte den som gjorde sig mest fortjent til det med at vinde.

En smal trup?

Og i morgen er der mere. Champions League i syne og en typisk VM sæson. Således kan der ikke standses op og flyttes rundt på brikkerne. Hvis jeg var spiller hos Barcelona ville jeg være begejstret over at være en del af denne trup. Smal? Og endnu mere hvis der bliver skader? For spilleren som er rask er det umuligt at tænke på en bedre skueplads til at spille på. Snare hurtigt end sent vil man kunne vise sit værd.

Cruyffs klumme: Hvis Barça og Real Madrid ikke er blevet spist endnu, er det fordi de har været bedre end deres modstandere

Af Johan Cruyff (El Periódico 28. september 2009)

Fremragende start

Ingen gave

En smal trup?

Cruyffs klumme: Fodbold uden fejl er utænkeligt. Men det er muligt at reducerer dem (El Periódico 21. september 2009)

Fodbold er et spil med fejl, hvor den der begår færrest vinder, eller plejer at vinde. Og Barça begik så mange imod Atlético, at man sågar bragte de tre points i fare.

Det afsluttende 5-2 resultat er rigtig godt. Fodboldkastevindene vi så i første halvleg var lige til en film. Men en fodboldkamp varer 90 minutter. Ikke 45. Og hvis din styrke ligger i fodboldkontrol, i positionsspillet og i rytmen som du overfører til bolden, kan alt gå ned med dine egne fejl. Individuelle fejl, detaljer, som ender med at blive et problem for alle.

Ser man på dette hold med de tre nye med fra start, så ser det fint ud. Der er høj kvalitet. Med de samme elementer er de i stand til at kontrollere modstanderen med jernhånd og til at falde til den værste manglende kontrol i den samme kamp. Det er det jeg ikke kan lide. To titler, tre sejrer af tre mulige i ligaen og et uafgjort resultat på udebane imod den stærkeste rival i Champions League gruppen. Ciffermæssigt hjemme. En ulastelig begyndelse. Fornemmelsen jeg har er imidlertid at mesteren af alt, den man roser mest, har lang vej foran sig. Der skal ikke løbes, men man skal forbedre sig. Og gør man ikke det, får man problemer.

Og man skal forbedre sig ved at få minimeret de individuelle fejl. Langt vigtigere end hvem modstanderen var, er eller bliver, så var det de individuelle fejl som tillod Atlético at bringe sig alene med Valdés ved intet mindre end fire lejligheder. Og jeg konstatere at det er fejl hos gode fodboldspillere. Ikke hos fodboldspillere som ikke evner det. Hvorfor var Beckenbauer så god på sin tid? Fordi han ville kunne løse ethvert problem med kvalitetsspil. Eller med råt spil. Og med råt spil hentyder jeg ikke til et frispark eller en beskidt stempling, men at vide hvornår og hvordan han skulle skille sig af med bolden. Du kan slippe den med foden til en holdkammerat eller sende den op på tribunen, hvis det er nødvendigt.

Beckenbauer spillede selv og fik folk til at spille. Men han havde endnu en dyd. Han evnede at blive klar over det den ene eller de to gange hvor han ikke kunne spille bolden som han gerne ville, og så sendte han den direkte op på tribunen. Uden at kigge frem og tilbage først. For der er et tidspunkt, måske to i en kamp, hvor der skal træffes en vanskelig beslutning. Uanset hvor lidt æstetisk det er, så vil det blive til gavn for dine egne.

Alle chancerne som Atlético fik, opstod fordi man ikke traf denne vigtige beslutning. Jeg taler om den bold som slipper fra dig, hvor du skal beslutte at gøre noget imod ham der som ikke ligger til dig og som du heller ikke er vant til eller kan lide: Af den hårde vej få muligheden for at miste bolden i risikozonen fordrevet, da det bringer en holdkammerat eller hele dit hold i fare.

En 8-4 kamp

Ingen ville kunne være blevet overrasket, hvis lørdagens kamp var endt 8-4. Det er rigtig fint med de otte. Men det er meget skidt med de fire. Dette ciffer bør man reducerer, minimum til halvdelen. Og lad det stå fast at jeg ikke taler om fodbold uden fejl. Dette er utænkeligt. Men det er skam muligt at reducerer dem.

Det er ligegyldigt hvor god du er. Når du laver en rigtig pasning bringer du andre i problemer, hvis ikke du er opmærksom. Om det så er målmanden eller forsvaret. Og således kigger alle på dem. Om de er tilstrækkelig hurtige og hvor meget talje de har. En forudgående forkert beslutning omkring bolden, så dukker alle mangler omgående op, som man betaler konsekvenserne af. Her handler det om at undgå problemer. Ikke at skabe problemet.

Teknisk er du god. Kollektivt ved du hvad du vil spille om og hvordan du vil gøre det. Hvis du befinder dig godt på banen og du får bolden op i hurtig cirkulation, ved du at du kan ende med at spille et sted mellem godt og rigtig godt. Faren er at ville vise noget i stedet for at spille som du ved du skal gøre. Fodbold, som jeg opfatter det, og som jeg gerne vil se det udført på dette Barça hold, baserer sig på positionsspil og boldrytmen. Alt dette har et mål: At skabe tomrum. Mulighederne for at afslutte med at score et mål. Målsætningen er ikke bare endnu en rondo. (Et musikstykke med et stadigt tilbagevendende hovedafsnit afvekslende med forskellige kontrasterende afsnit). Hver pasning og hver bevægelse skal der være fornuft i. Hvis du afslutter spilsituationen, selvom det ikke bliver til mål, bliver der ingen mulighed for at modstanderen kan slå kontra. Hvis du afslutter spilsituationen fremtvinger du målspark eller indkast. Og du reorganiserer dig uden videre. Hvis du den ene gang efter den anden går efter en rondo for rondoens egen skyld, begår nogen før eller siden en fejl. Og hvis dette er i farezonen, så kommer alle til at løbe og komme i knibe.

De risikofyldte pasninger skal altid være fremme og tæt ved modstanderens mål. Aldrig ved ens eget. Hvis nogen samler bolden op på midtbanen og backen trækker med frem, bliver hans ansvarsområde et andet og mere defensivt end offensivt. Hvis du modtager bolden tilstrækkelig højt oppe, så kan du lave den risikofyldte pasning, fordi du ved at der bag din ryg er folk nok. Hvis det går dig skidt så gør det ikke noget, for du ved at bagude er du dækket op.

At blive klar over disse detaljer markerer forskellen mellem en god fodboldspiller og en der er endnu mere komplet. Og hvis der er tvivl desangående, uanset hvor lidt æstetisk det bliver på et afgørende tidspunkt, så skal de huske på Beckenbauer. Når man kan, så skal det altid være kvalitetsspil. Når man løber faren for at bringe alle i fare skal det være praktisk, og dette sker altid mindst en gang pr kamp.

Cruyffs klumme: Jeg følte mig mere sikker for et år siden (El Periódico 14. september 2009)

To ligarunder, fem scorede mål, ingen gået ind og seks point. For et år siden var det to ligarunder, et mål scoret, et gået ind og et enkelt point i stillingen. Dengang kom Barça fra en kvalifikationsrunde for at nå Champions League. Nu kommer man fra at have hentet to Super Cupper. To titler. Det man dengang satte spørgsmål ved, træneren, bestyrelsen og definitivt det sportslige projekt, har nu tilhængere alle vegne. Aftenen og dagen på et år. En fuldstændig forandring. Du begynder som mester i alt og fører sågar i anden ligarunde. Og imidlertid følte jeg mig mere sikker for et år siden, efter dette nederlag i Numancia og dette uafgjorte resultat hjemme imod Racing, end jeg kan føle mig nu.. Dengang sagde dette ene point af seks mulige mig mere end dette fulde udbytte med seks som Barça har opnået.

Første halvleg imod Getafe var oprigtig talt dårlig. Og denne gang gælder undskyldninger som den om at modstanderen lukkede sig inde bagude ikke. Míchels hold var bedre i en time. Og sådan var det ikke på grund af de fraværende, men på grund af de tilstedeværende.

Barças boldomgang var forbitrende langsom. Der blev kørt meget med den og der var ikke megen kombination. Var dem som var med ikke noget værd? Hvis det forholder sig således er du død, for nøglespillerne kommer ikke altid til at spille. Og hvis de gjorde det, ville man se deres integritet og indsats påvirket. Jeg ved godt at Messi, Iniesta og Alves er rigtig gode. Og jeg ved også at de gode til sidst blev afgørende. Spørgsmålet handler om altid at holde fast på et hvis niveau, for alle øjeblikkene bliver vigtige.

Ingen svigt hos Chygrynskiy

Pudsigt nok var den som spillede med størst fornuft den netop ankomne. Chygrynskiy spillede uden fejl i det mest grundlæggende der er i fodbold: At spille den videre til en holdkammerat. Ved hans side kan ikke alle sige det samme. Man så forskellen mellem en der netop er kommet og har tusind øjne fæstnet ved det han gør og andre som har været her længe og er mindre på vagt, selvom det så er ubevidst. En gang til, så kan det med at ankomme sågar være let. Det vanskelige er at holde sig fast. Generelt grundet et simpelt problem med pres og opmærksomhed.

Havde det ikke været for denne så skrøbelige linie der adskiller stolpen samt indenfor og udenfor stolpen, ville man helt sikkert se det jeg forklarer tydeligere. Fremme havde man fra start hverken Messi, Henry eller Iniesta med, men Pedro og Jeffren. Det er sandt, såvel som det er sandt at drengene ikke var de skyldige i at Getafe sendte to bolde på stolpen. Når det skete, var det fordi Barça kollektivt holdt op med at have bolden. Ganske enkelt fordi man ikke behandlede den som man evner, og dette skal man gøre, uanset hvem der er med og hvem der mangler. Seks point af seks, ja. Men med skjulte lektioner.

Og i overmorgen følger en tvungen kamp. Inter-Barça. Grundet historien og nutiden, grundet dem som man har hos Inter og hos Barça, så er det en af disse kampe som man begynder at tænke på sågar før den indledende kamp.

Selvom ingen kan se fremtiden, så bør Inter og Barça gå videre i Champions League. Spørgsmålet er ikke så meget hvem der gør det eller hvem der bliver nr. 1 og 2, men derimod hvem der vil være mest opmærksom. En gang til, så er det vanskelige at holde sig oppe og ikke så meget at nå op, når det gælder de andre modstandere: Dynamo og Kazan. Både pressen og tilhængerne, både i Barcelona som i Milano, vil helt sikkert følge Ibrahimovic og Eto´o med lup. For deres trænere vil spørgsmålet imidlertid ikke handle om hvem af de to der scorer et mål eller ej, men om præstationen man kan få ud af dem og hvordan deres bidrag til holdet i løbet af sæsonen bliver.

Et bedre Real Madrid

I Holland har man et ordsprog: «Din nabos græsplæne virker altid grønnere end din egen ». Brugt indenfor fodbold ville det være at tro at din modstander er bedre end dig selv. For eksempel på forhånd at tro at Ibrahimovic ikke vil gøre det bedre end Eto´o eller at det nuværende Real Madrid har mere at slå fra sig med end Barça. Dette er kun lige begyndt, og frem til VM bliver det non stop. Real Madrid er bedre end for et år siden. Det manglede bare. Pengene og investeringen forøger afstanden mellem store og små. Det er sandt. Men tegnebogen garanterer ikke succes. Hvis det var sådan, ville det højeste budget altid vinde. Med en mindre investering, er min favorit stadig Barça. I deres tilfælde skyldes den mindre investering at man har holdets søjler og at man satser på mange folk hjemmefra. Man har truppen. Jeg tror slet ikke på det med at en smal trup sikkert bliver et problem, og desuden er der en rodfæstnet idé omkring fodboldspillet. En anden ting er hvilket niveau man udøver på.

FIFA virusen

Bare 0-2 resultatet fra Getafe ikke bliver til at ih hvor er vi gode, se lige hvilken præstation det var i den sidste time og tre bette point til. For der bliver flere kampe med FIFA virusen. Og karantæner. Og skader. Eller ganske enkelt tvungne roteringer. I en sæson mødes man af mange vanskeligheder på vejen, og især når den afsluttes i maj grundet VM i Sydafrika. Men hvis alle gør hvad de skal gøre, bliver disse færre.

Cruyffs klumme: For mange er det et problem, at Ibrahimovic ikke har synkroniseret sig med holdet. For mig er det pirrende (El Periódico 7. september)

At frygte det værste er typisk Barça tilhængerne. Det er ligegyldigt om man lige har vundet det man netop har vundet og hvordan man har gjort det. Ny sæson. Nye bange anelser. Eller ikke så meget. En af dem fandtes allerede for et år siden. Truppen er smal. Den anden er forudsigelig d. 7. september. Vil Ibrahimovic gøre det dårligere end Eto’o? Og den sidste er den ældste af dem alle. Man fæstner sig ved Real Madrid. Nu der mangler tre kampe før størsteparten af landsholdene ved om de skal med til VM eller ej, er det umuligt ikke at fæstne sig ved, at to af verdensstjernerne kan stå udenfor: Leo Messi og Cristiano Ronaldo.

Portugal er nu afhængig af tredjenationer. For Argentina er det i det mindste op til dem selv. Begge tilfælde viser endnu engang en ting: At fodbold er et holdspil. Og hvor meget man brillerer, afhænger af hvordan dit hold spiller, hvilken stil det har og de folk som indgår på det. Argentinas problem er ikke Messi. Deres problem er at deres stil intet har tilfælles med den hos Barça, og at spillerne som Messi sættes sammen med når han har den ene eller den anden trøje på intet har tilfælles med hinanden.

Cristiano Ronaldo slipper heller ikke udenom denne realitet. På klubplan er Real Madrid ikke Manchester United. Hverken hvad angår spillemåden eller den færdigsyede trup. Således mangler man endnu at se i hvilken grad portugiseren tilpasser sig sit nye hjem. Sagt på en anden måde. Messi kan spille på ethvert hold i verden. Det manglede bare. Men det er helt sikkert at han ikke ville udvise samme niveau som hos Barça. Og Cristiano Ronaldo kan spille på ethvert hold i verden. Det manglede bare. Men ikke på alle hold i verden ville han blive afgørende.

Mange strenge

Det er den simple konstatering af at det der tæller ikke så meget er individet, uanset hvor god han er, men holdet hvor han spiller. Hans stempel, hans stil og elementerne som former ham er det som giver skubbet opad og nedad. Dette faktum fører mig til at tænke at Barça og Ibrahimovic kommer til at brødføde hinanden. For svenskeren forøger holdets taktiske muligheder og fordi kollektivet fastholder sine nøgleelementer og sit stempel der er så anderledes fra de andre. Fodboldmæssigt er der kun en deling som ligner: Det spanske landshold.

Således var Barça på en hvis måde tvunget til at genopfinde sig selv. For tre år siden gjorde man ikke dette efter at have vundet Ligaen og Champions League i Paris. Efter The Triple, havde man lært lektien. Det var nødvendigt at ændre noget. Det var nødvendigt at træffe en eller anden beslutning for at fastholde ikke bare den indstilling man havde udvist, men også en beslutning om hvordan der skal arbejdes med det fodboldmæssige. Og det implicerer mange. Indkøbet af svenskeren trækker holdet med sig. Også målmanden. Valdés får et ekstra middel: lange bolde for at Ibra skal gå efter dem som gjaldt det livet. Og det samme gælder forsvarerne. For slet ikke at tale om midtbanespillerne og holdkammeraterne i angrebet.

At lære at finde sammen med den nye 9’er, at lære ham at kende og at kende hinanden implicerer at alle bliver nødsaget til at være meget opmærksomme og meget vågne, for de samme mekanismer fra sidste sæson gælder ikke længere. Det som nu virker indlysende med byttet mellem Ibrahimovic og Eto’o, var hvad Guardiola ledte efter, og han fandt det sidste sæson. Jeg hentyder til denne tangent. Denne rotation på tegnebrættet som giver dig en ny variant, selvom du er den samme. Det gjorde han på Bernabéu, og det gentog han i finalen i Rom. Han flyttede camerouneren til højresiden og Messi overgik til at optræde som falsk central angriber. Der gik han vidunderligt i spænd med Xavi og Iniesta der var endnu tættere på.

Flere muligheder

Med Ibrahimovic mangedobles varianterne som der kan arbejdes med. Grundet sin teknik kan han gå ud for at modtage og røre bolden kortvarigt. Grundet sin fysik kan han kæmpe længe. Grundet sin statur bør man se antallet af centringer i spillet forøget. Grundet sin fysik, teknik og statur vil alene hans tilstedeværelse få en eller sågar to markeringsspillere til at nagle deres opdækning fast ved ham. Ved hjørnesparkene frigør denne effektive magnet en anden holdkammerat. Det fik vi syn for den anden dag imod Sporting Gijón. Forsvarsspillerne var så opmærksomme, så ængstelige for svenskerens hovedspil, at Keita fik gang i støvlerne. I henhold til hvordan han bevæger sig og hvorfra han trækker sin oppasser eller oppassere med fra, i henhold til hvorfra han modtager, hvordan han slipper den, om han sigter eller ej, vil der komme mere plads til syne for hans kompagnoner i angrebet.

Ekstra motivering

Spørgsmålet drejer sig ikke om hvorvidt Ibrahimovic scorer færre eller flere mål end Eto’o, for vi står overfor forskellige fodboldspillere. På den ene side var han uheldig ved at ankomme skadet. Et mindre problem. Han skal nok snart komme i fysisk god form. Spørgsmålet handler om hvorledes han formindsker tilvænningsperioden. Der må alle gøre sig meget mere umage. Ikke bare den nylig ankomne. Omkring det der for mange nu er et problem, at han ikke har synkroniseret sig med holdet, er for mig pirrende. Fyren er så anderledes fra Eto’o, at man, på en hvis måde, må begynde næsten fra nul. Og således bliver alle opmærksomme. Maksimal opmærksomhed. Efter at have vundet alt, er det hvad Guardiola ønskede.

Hovedside om Cruyff