Laporta: Sandheden kan under tiden komme i konflikt med respekten

El Periódico 13. juli 2008

Spørgere: Arturo San Agustín, David Torras og Joan Doménech

Oversættelse: John B. Jensen

Bringes i uddrag

Ud over forandringerne som bliver gennemført i klubben og hjælpen det kan give at få indlemmet Manel Estiarte (som direktør for eksterne relationer), har De så følelsen af at Deres fremtid afhænger af om bolden går ind fra nu af og frem til generalforsamlingen?

Nej, nej. For det første så tænker jeg ikke på det. Jeg har truffet beslutningen, og dette giver mig en hvis sindsro. Det øjeblik skal nok komme. Og jeg tror medlemmerne efter at have fældet deres dom har fornemmelsen af at klubben er godt administreret. Jeg håber at de tager konsekvensen, så denne permanente og tilintetgørende attitude bliver stoppet.

Vil presset på holdet blive større med Dem som præsident, eller tror De at folk evner at adskille tingene og vil glemme krisen og hjælpe holdet, når bolden ruller?

Det alle vi Barcelona tilhængere ønsker er at der snart er fodbold igen, Vi glæder os. Det har været en stor beslutning at tro på Pep Guardiola. Han indgyder entusiasme, er dygtig og har evne for arbejdet. Alt dette motiverer. Når jeg har besluttet at fortsætte, er en af grundene forventningen som jeg har til dette projekt. Måske kunne det have været vanskeligere for mig, hvis vi havde truffet andre beslutninger. Men ærlig talt så giver dette projekt mig stor styrke, meget energi og megen glæde.

Hvorfor?

Fordi vi har en person i spidsen for førsteholdet som jeg ser bliver mere og mere opstemt for hver dag som går. Dem som kritiserer at han mangler erfaring har ikke ret. Den har han som Barcelona mand, som tidligere spiller og som en fremtidens mand. Og jeg mener desuden at han besidder et højt intellektuelt niveau hvilket altid er meget vigtigt for at lede Barça. Han er meget intelligent og har et klart hoved.

Mener De at han har den rette profil eller personlighed, så man kan undgå at gentage fortidens fejl?

Ja, ja og dette værdsætter jeg også. Når vi sidste sæson forsøgte at lede efter løsninger oven på den forrige og ikke fandt dem, så giver det mig stor fortrøstning når jeg ser Guardiola som løsningen på disse sager. For han kender klubben og spillerne godt. Jeg ser at han har stor styrke og virketrang. Og det kan jeg lide. Det giver mig rigtig gode vibrationer og fornemmelser. Og jeg sætter fra et personligt synspunkt pris på, at han har hjulpet mig med at genfinde energien og glæden til at fortsætte med at lede Barça.

Udstråler han stor selvtillid?

Når jeg ser nogen med den selvsikkerhed og selvtillid, og desuden har de overbevisninger han har, tænker jeg at tingene kun kan gå godt for ham. Det er jeg sikker på.

Holdet begynder at træne på mandag, og der er nogle hængepartier. Bliver de løst?

De bliver løst, forsikrer jeg. Det som sker er, at vi er afventende, så det kan blive løst bedst muligt for alle. I Barças og spillernes interesse. Der er tid nok frem til afslutningen af august, selvom vi alle har interesse i at få det ordnet hurtigst muligt.

Smerter det Dem at så specielle spillere som Eto’o og Ronaldinho rejser?

Og Deco. Set fra et personligt synspunkt har jeg det meget skidt med det. Deco er en rigtig mand. Jeg ville ikke bryde mig om at mine ord fordrejes: Deco har været en leder i omklædningsrummet og en afgørende spiller ved de to mesterskaber, den Champions League og de to Super Cupper vi vandt. Men i de to seneste år er tingene ikke gået godt for ham. Han har ikke udvist det man forventede sig af ham. Det blev bemærket ved afslutningen af næstsidste sæson. Det sagde jeg til ham personligt. Han forsikrede mig om at han igen ville blive den Deco vi kender. Jeg tror at han virkelig ønskede det, men på grund af en række motiver har han ikke kunnet.

Og Ronaldinho?

Det er samme sag som Deco. Præcis det samme. En mand som har givet alt og været med til at genskabe glæden hos Barça og hos tilhængerne. Han skabte et fremragende billede af klubben og af holdet der hvor vi var. Og han var endnu en spiller som var afgørende ved opnåelsen af disse titler. Han fik også vinket. Vi talte med ham, og han gav os forventningen. Han ville men kunne ikke. Af grunde som han kender bedre end andre. Og vi er naturligvis alle ansvarlige for ikke at have evnet at få disse spillere som førte klubben og holdet til succes ovenpå igen. Men sådan er virkeligheden. Vi mener at de ikke bør fortsætte her, så de kan få nye ting at glæde sig til hos en anden klub.

Sagen med Eto’o er anderledes. De har altid udvist svaghed for ham.

Jeg sagde det også til ham. Han er ikke trådt i karakter. Han har været som Barças blod. Endnu en udslagsgivende fodboldspiller. Jeg husker mange kampe hvor det var ham der fik dåsen lirket op. Vi vidste at grundet hans væremåde, kunne han gøre det på afgørende tidspunkter.

I Paris for eksempel.

Paris, ja. Han var spilleren som, da vi var på nippet til at falde, scorede målet, så faldet blev undgået. Med Belletti, Iniesta, Larsson, bagefter. Og vi vandt Champions League.

Hans indsats har ikke været dårlig.

Han har haft det uheld at få to alvorlige skader, og han var med til African Nations Cup. Men vi nåede til den konklusion at vi befandt os ved et periodeskift. Når man giver sig i kast med en fornyelse, så skal denne fornyelse være dybdegående. Det samme skete med træneren. Det sagde vi til Rijkaard. Bare alt dog går godt for ham. Vi ønsker at det går godt for ham. Han har evnerne til at opnå det. Men når der ikke er resultater, bliver det vanskeligt at fortsætte. Der var ikke resultater og, beklageligvis bliver en af de bedste trænere i Barças historie ikke.

Har det været vanskeligt for Dem at træffe disse beslutninger?

Ja, det var hårdt. Og smertefuldt. Som klub, som præsident og som ven i nogle tilfælde. Men man måtte træffe dem. Vi gav dem mulighederne. Vi er en klub som bør være taknemmelig, grundet billedet den har fået, og udvise en grad af sensibilitet. Efter for et år siden at have tabt ligaen i sidste runde og efter at have lyttet til de involverede i omklædningsrummet, betragtede vi flere faktorer og sagde til os selv, at de igen ville blive de samme som tidligere. Vi mente at vi kunne give dem endnu en chance. Det fortjente de. Den havde de vundet. Og for at det skulle være sammenhængende, syntes vi at beslutningerne omkring dem burde træffes efter sæsonen.

Var det for sent?

Det har man set nu. Men samtidig så ved man ikke hvad der ville være sket, hvis vi havde været drastiske midtvejs i sæsonen. Eksempler som Zaragoza eller Valencia dukker op i mit hoved. Selvom man vandt Copa del Rey, så førte forandringerne til at det gik dårligere. Hvis vi var nået til at vinde Champions League, ville vi ikke befinde os i denne situation. Og det var lige ved. Et mål. Så havde jeg forsvaret at Rijkaard var blevet, og vi havde ikke oplevet denne situation med institutionelt oprør. Der var ikke blevet sat gang i en mistillidsafstemning. Jeg er overbevist.

I interviewet i (catalansk) TV-3 før mistillidsafstemningen, definerede De Deres sindstilstand med en sætning som gav en fornemmelse af modløshed: ”Jeg leder efter styrke for ikke at synke til bunds”. De har lige været udsat for en meget hård krise, som er blevet afsluttet med otte bestyrelsesmedlemmers fratræden. Hvordan føler De Dem nu?

Jeg har meget energi, fornyet styrke og glæder mig meget op til sæsonen som er på nippet til at begynde. Jeg har god samvittighed. Jeg har begået fejl, men under tiden er der blevet fremstillet et billede af mig som ikke stemmer. Gør man generel status over min opførsel, tror jeg den er favorabel.

Midt i så meget pres, har De fået et pusterum grundet den favorable dom omkring bankgarantierne.

Det er en rigtig god nyhed. Dommeren har været overbevisende. Jeg ønsker at det bliver et skridt mere mod den stabilitet og ro som klubben har brug for. Vi har altid forsvaret vores påstand. De kunne ikke gøre os ansvarlige for tabene fra et regnskabsår som vi ikke havde noget at gøre med.

Når De tænker på hvordan dette eventyr begyndte, i 2003, og De ser at der kun er fire bestyrelsesmedlemmer tilbage fra gruppen som startede, tror De så ikke at alle har svigtet en smule?

Klubbens model, projektet med sine idealer, står over hvem der fører det ud i livet. Principperne er de samme. Os som fortsætter gør det i den overbevisning at modellen er rigtig god. Det er helt normalt at der som tiden går bliver personer som går rundt og mister motivationen, for der er et stort pres. Sådan er livet, og det vidste vi fra starten. Det har ikke overrasket mig. Man må have respekt for at der er folk som er blevet trætte og har mistet motivationen. At presset har slået hul i deres moral, men også at andre med større modstandskraft, større glæde og større overbevisning fortsætter i henhold til ansvarligheden.

Har De på noget tidspunkt følt Dem fristet til at gå af?

Nej, jeg har aldrig tænkt på at træde tilbage. Jeg er en principfast mand der træffer beslutninger og kigger fremad. Havde jeg set at resultaterne ikke var gode, var jeg stoppet. Men jeg vil også gøre det klart for dem som kunne tænke at jeg forestiller mig for hver en pris at holde fast i embedet, at dette ikke er min vilje. Jeg accepterer at alt falder tilbage på min person. Derfor besluttede jeg at lade min kontinuitet blive afgjort af generalforsamlingen, selvom jeg legitimt kan fortsætte til 2010.

Txiki Begiristain, Joan Laporta og Josep Guardiola

Men bestyrelsesmedlemmerne som gik af mente at uden Dem ville det blive lettere at få løst krisen.

For den institutionelle stabilitet, var forslaget som kollegaerne i bestyrelsen gav mig om at jeg skulle træde tilbage og at en af dem skulle varetage min plads ikke gennemførligt. Først og fremmest fordi det medførte at præsidenten ikke ville være blevet valgt af medlemmerne. Dernæst fordi mange af kollegaerne som har støttet mig ikke ville være blevet i denne situation. Således måtte vi have udskrevet valg. Ærlig talt så tror jeg at medlemmerne ikke ved mistillidsafstemningen bad os om at vi skulle udskrive valg. Således tror jeg ikke det var den bedste løsning.

Men et af Deres argumenter er at den hovedansvarlige for situationen var Dem selv.

Det som er sket er at man i nogle miljøer efter at have set at der var en vanskelig situation fik blodtørst. Konklusionen for mig er at vi skal fortsætte. Vi er her legitimt. Men ja, vi bør tage initiativ til at medlemmerne som stemte til fordel for mistillidsdagsordenen ikke skal føle sig ringeagtet. De har sendt os et meget tydeligt budskab, og man må give dem svar. Og vi bør udvise en mine som viser at vi er ydmyge nok og at vi ikke ønsker at klamre os til stolen. Eftersom omgivelserne og denne blodtørst var meget koncentreret om mig, og eftersom der er nogen som vil gøre mig skyldig i alt, vil jeg ikke skade mine kollegaer i bestyrelsen. Derfor tager jeg et skridt, og overlader det i generalforsamlingens hænder. Her skal man beslutte, om jeg er skyld i det hele eller ej. Hvis man mener ja, så fortsætter jeg ikke, og hvis ikke, så afslutter jeg min mandatperiode.

En af Deres målsætninger er at genskabe Deres renommé hos medlemmerne.

I livet er det meget vanskeligt at etablere hengiven samhørighed for et menneske. Og som Pla sagde: Der er venner, bekendte og dem man hilser på. (Kommentar fra oversætteren: Laporta citerer den meget catalansksindede afdøde forfatter Josep Pla). Da jeg blev præsident, havde jeg fornemmelsen af at denne hengivne samhørighed til de sociale masser var der. Jeg har sågar bemærket det frem til i dag. Det er som et forhold. Der er øjeblikke hvor agtelsen er høj. Andre med bagslag. Krise. Men samhørigheden har fæstnet sig. Jeg har helt igennem god samvittighed omkring alt det jeg har gjort. Dette giver styrke og tro på at hvis denne samhørighed er blevet ødelagt, så kan den genetableres.

Sker indlemmelsen af Manel Estiarte ud fra ønsket om at genetablere båndene som er blevet brudt?

Manel Estiarte bliver chef for eksterne relationer, og han bliver udnævnt som præsident, fordi det er fordelagtigt at han får alt hvad der sker i klubben at vide. Desuden er han en person som Pep Guardiola har stor tillid til, og han kan hjælpe meget med alt det som bliver en del af Peps omgivelser. Han skal have en nøglerolle i denne åbenhed som omgivelserne kræver. Ofte har jeg manglet at få fortalt om det vi har gjort godt. Og jeg håber at en som Estiarte der grundet sin prestige er vellidt af mange mennesker, vil hjælpe os.

Manuel Estiarte er tidligere vandpolospiller. Han er kåret som den største catalanske sportsudøver i Det Tyvende Århundrede og spillede en stor del af sin karriere i Italien. Her blev han og Guardiola nære venner, mens Pep optrådte i italiensk fodbold. Estiarte var en af dem der forsvarede Guardiola overfor anklagerne om dopingmisbrug i 2001 i hans tid hos Brescia.

Havde De behov for at blive bakket op af en præst i al offentlighed?

For Dem er Josep Maria Ballarin en præst. For mig er han meget mere: Han er en ven. En ven som hjalp mig meget på et af de vanskelige øjeblikke i mit liv. Min fars død.

De bevæges. Skylder De Deres far så meget?

Min far lærte mig alt.

Hvor mange klubmedlemmer fra Sevilla eller León har skrevet kommentarer omkring Deres "Visca Catalunya lliure (Leve et frit Catalonien).

Skal de nødvendigvis være fra Sevilla eller León?

Nej.

OK, jeg har modtaget breve fra medlemmer i Huelva og Cáceres som er meget spansksindede, der ytrer at de forstår og respekterer mine ideer. Dette er Barças storhed. Derfor er det mere end en klub.

Har De stadig temaet fra filmen Braveheart som ringetone på Deres mobil?

Ikke mere. Tro mig, jeg fandt ringetonen i selv samme mobil. Jeg hentede den ikke ned fra Internettet. Den skotskehelt William Wallace som inspirerede Mel Gibson til at skabe hovedpersonen i hans film, er ikke et af mine forbilleder. Men jeg har altid interesseret mig for kampen for frihed. Og jeg ved at mange af tingene som Wallace fortæller, er mere sagn end historie.

Hvad har været Deres største sandhed, siden De blev præsident for Barça?

Selve sandheden. Jeg er altid gået frem med sandheden foran mig. Sandheden kan under tiden komme i konflikt med respekten. Men jeg har altid besluttet mig for sandheden.

Jeg tror at lyve under tiden er nødvendigt.

Det siger De.

Ja. Og hvad siger De?

At man under tiden ikke kan fortælle hele sandheden, men dette er ikke at lyve.

Og det er hvad De har gjort?

Ja. Nogle gange har jeg kunnet sige alt det som jeg vidste. Og jeg kunne ikke sige det, fordi det ville skade visse personer eller selve institutionen. Jeg tror ærlig talt at man får sandheden ind med modermælken. Og jeg er en person som tror på det jeg fik ind med modermælken.

Kold luft mellem Laporta og Espanyol præsident Daniel Sánchez Llibre (1. december 2007)

Er præsidentembedet hos Barça lukkede jagtmarker for Barcelonas borgerskab?

Nej. Min far var læge. Og jeg føler mig meget stolt over mine rødder hos middelklassen. Jeg synes at det catalanske borgerskab har gjort meget for vores land. Og hvis man med det catalanske borgerskab eller det i Barcelona forstår en faktisk magt som vil kontrollere alt, så bryder jeg mig ikke om det.

Så det hænger ikke sådan sammen.

Det siger De. Jeg tror det ikke. Måske De er en af dem som ved starten af vores regeringstid sagde at vi var en fejl ved systemet. Men alt det var der ikke noget om.

Har nogle af medlemmerne af borgerskabet i Barcelona igen vist sig som kujoner?

Det som jeg vil sige til Dem har intet at gøre med min personlige situation. Hør lige. Jeg tror ikke at borgerskabet er kujonagtigt. Borgerskabet er taktisk.

Altså har man ikke de idealer man formoder, men bare rene og skære interesser.

Jeg siger bare at jeg tror at borgerskabet er taktisk.

Joan Laporta præsenterer sammen med den engelske arkitekt Norman Foster planerne for renovation af Camp Nou (22. september 2007).

Hovedside om Laporta