Milito: Jeg må have været uudholdelig
Sport 25. februar 2010
Spørger: Santi
Giménez
Gaby Milito tilbragte 581
dage væk fra sit arbejde, fordi hans knæ knækkede i Champions
League semifinalen imod Manchester United i foråret 2008. Nu er han atter
tilbage på fodboldbanerne. Sport har mødt argentineren til en snak
om genoptræningen og om at komme tilbage. Læs det her i dansk
oversættelse:
Halvanden Champions League efter vendte De tilbage
til den vigtigste turnering.
Hvilket minde har De fra kampen imod Manchester
United?
Det var en supervigtig
kamp. En semifinalekamp, den første jeg spillede, en vanskelig bane, en
vanskelig modstander og nogle imponerende omgivelser. Nu jeg tænker over
det, husker jeg det første med glæde. Men jeg har et meget
dårligt minde fra den sene kamp.
Var De omgående klar over at De havde
været ude for noget så alvorligt?
Nej. I starten troede jeg
at det ikke var så galt. Jeg følte noget underligt. Men det var
ved kampens afslutning. Den næste dag husker jeg ikke så godt. Der
så jeg at det var alvorligt.
Hvad lærte De som spiller og menneske i den
tid?
At når du
stræber efter et mål, er alt muligt. De halvandet år var
vanskelige og fuld af komplikationer. Jeg tænkte aldrig at der skulle ske
mig sådan noget, og så skete det for mig. Men jeg forfulgte altid
målet om at komme tilbage, og jeg havde fortrøstningen om og troen
på at det ville blive sådan.
Har De siden De vendte tilbage oplevet at
angriberne mistet respekten for dem eller forsøger de at lave ting som
de ikke turde før?
Det bemærker jeg
ikke. Men jeg er parat til det der er brug for.
Og hvad Dem selv angår, er De så mere
selvkrævende end tidligere for at vise, at De nu har det fint?
Hør, forskellen er
at nu er jeg ved at genfinde
den gamle fornemmelse for at spille fodbold, og jeg ser anderledes på
kampene. Jeg nyder Dem meget mere.
Sætter De mere pris på de små
detaljer?
Netop. Jeg elsker igen at
opleve ting som jeg før lod gå ubemærket hen. Jeg nyder dem
mere, fordi jeg er bevidst om at det har kostet for mig at vende tilbage til at
spille. Det er ting som du kun sætter pris på, når du lider. Hvis
ikke, sætter du ikke så meget pris på dem.
Giv mig et eksempel.
Jeg kan lide at nyde
øjeblikket hvor jeg ankommer til stadion i bus, når jeg kommer ind
i omklædningsrummet, opvarmningen og snakken. Det er nogle ting som
før var blevet rutiner for mig. Nu er det som om jeg gjorde det for
første gang. Det har mere værdi.
At rejse til Tyskland og igen høre
Champions League hymnen må have været emotionelt.
Ja, selvfølgelig.
Jeg tænkte på det hele. På hvad det kostede mig at vende
tilbage og at jeg nu var tilbage dér.
Har De haft en holdkammerat der var sket noget
lignende for?
Hos Zaragoza oplevede jeg
to tilfælde, og begge stoppede karrieren. Den ene var César Laínez og den anden César Jiménez,
efter Figos stempling. For den første gik
genoptræningen skidt. Omkring den anden sagde man fra begyndelsen at det
var vanskeligt at han igen skulle komme til at spille. Heldigvis var mit
tilfælde anderledes.
Tænkte De på disse to under
rekonvalescensen?
Min operation gik
perfekt. Det som skete var at jeg havde smerter som
ikke holdt op.
Bliver en elitesportsudøver der er skadet i
halvandet år til et uudholdeligt væsen?
Ja, det frygter jeg. Jeg
må have været uudholdelig, selvom man altid vil adskille arbejde og
det derhjemme. Men jeg lever for fodbold døgnets 24 timer og jeg lider
over at gå glip af en kamp. Forestil dig således det som skete
efter så lang tid uden at kunne gøre det man kunne lide.
Og De ledte ikke efter en ny interesse. Jeg ved
ikke. Begyndte de at lave sudoku, krydsogtværs
eller at hækle. Jeg ved ikke. Noget der udfyldte timerne.
Nej, nej, nej! For det
kunne jeg slet ikke. Jeg var koncentreret om genoptræningen. Jeg
anstrengte mig, og da det ikke gik som det skulle, var det svært at
tænke på andre ting. De eneste der holdt mig fast var familien.
Mine børn og min kone. De var hele tiden hos mig sammen med familien fra
Argentina som aldrig holdt op med at komme og gå. Jeg kan heller ikke
glemme støtten fra de professionelle som doktor Ramon
Cugat der var sikker på at jeg igen ville komme
til at spille, og fysioterapeuterne som Emili og
Lorenzo der er landsholdets læge og fysioterapeut.
Hvad sagde de til Dem?
De gentog overfor mig den
ene gang efter den anden, at når smerten holdt op, ville jeg kunne
spille. Sådan gik det, og i dag har jeg det forrygende. Uanset hvor meget
du er solidarisk, så er det kun en selv der føler smerten. Det
sidder indvendigt i dagligdagen.
Havde De fornemmelsen af at Deres job skiftede fra
spiller til genoptræner?
Netop. Nu ved jeg en bunke
om muskulatur, om knogler i knæet og den slags ting. Jeg ved det hele. De
kan spørge mig om hvad De vil. Når man får et sådant
problem, er der ikke andet at gøre end at gøre front imod det,
påtage sig det og få det ud af verden.
Lyder denne historie bekendt? Guardiola
fortæller, at mens han var skadet, forsøgte han en dag at gå
over for rødt lys. Da han ville løbe for at nå fortovet
svarede knæet ikke. Følte De noget lignende?
Ja, han fortalte mig den
anekdote. I lang tid kostede det for mig at lave normale ting. Men da jeg
begyndte at løbe, fulgte denne følelse heldigvis ikke med.
Lad os tale om fodbold, og jeg skal holde op med
at køre rundt i det med skaden. Var det på Calderón
så alvorligt?
Slet ikke. Vi er
tilfredse med holdet. Grundet en kamp bør alarmerne ikke tændes.
Og hvordan forklarer De så disse reaktioner
efter et nederlag?
Det kan være at vi
er vænnet til at vinde. Det er godt at vi bliver vrede når vi
taber, fordi vi er vindere.
I har Real Madrid som forfølger. Har I
fornemmelsen af at dette afgøres til sidst?
I Spanien er der rigtig
gode hold. Men de mest regelmæssige er Real Madrid og Barcelona. Real
Madrid er et storhold og de holder ud.
De har arbejdet under Menotti.
Finder De ligheder med Pep?
De har meget
tilfælles. Med dem ved du, at du har trænerens støtte. Det
er fundamentalt.
Betragter De Dem som trænerens instrument
til at bringe hans ideer videre til holdkammeraterne?
Jeg er en spiller blandt
de andre, og jeg føler mig ikke som mere end andre. Desuden er jeg
først for nylig begyndt at spille.
De har altid haft kommandoen mere end de andre,
ikke?
Det er forsvarsspillernes
og målmandens fordel. Vi er dem der kan sætte os igennem og
hjælpe holdkammeraterne.
