Cruyffs klumme: I
morgen kan blive en stor dag for Barcelona (28. april)
Af Johan Cruyff (El
Periódico)
Enten når du eller også når du ikke finalen i Moskva. Morgendagens
kamp på Old Trafford markerer om man i Barcelona bibeholder livet til afslutningen
af sæsonen. Hvis man falder, hvad har man så tilbage? I bedste fald at forsøge
at sikre sig andenpladsen i ligaen. I værste, ikke at falde længere tilbage end
fjerdepladsen. Og trods frygten hos nogen er jeg overbevist om, at dette ikke
vil ske. Med eller uden finale i Moskva, ender Barça ikke under fjerdepladsen.
Kampen på Riazor viser ikke noget. På tre dages afstand fra
"kampen" forstår jeg, at man lader en halv startformation blive i
Barcelona. Og den anden halvdel spiller om lidt eller intet. Gå bare ud på
Riazor med en startformation som ikke er det typiske hold og gør det bare
halvhjertet. Men en ting er at gøre det 72 timer fra at spille en afgørende
kamp i Champions League og noget andet meget anderledes at fortsætte med at
gøre det samme herfra og til afslutningen.
Hvis man i morgen falder i Manchester, har de faste, de tvivlsomme
og de vragede bare at kæmpe for ikke at gøre det mere latterligt end det som de
allerede har gjort i ligaen. Og dem som skal få skubbet kærren er de faste.
Hvis man i morgen slår Manchester United ud, får man fem kampe på tre uger.
Fire i ligaen. Skal den ene og den anden så spares i tre uger for at være parat
til Champions League finalen? Afgjort ikke. Man skal gøre præcis det modsatte.
Rutinen ved at spille
For at forberede sig godt til en kamp, er det vigtigste at spille
kampe. Der er ikke nogen mere enkel måde at komme i form end ved at spille. Dem
der spiller mest får rutinen ved at spille. Ikke ved at hvile til overmål. Og
slet ikke at klæbe sig til en pludselig standsning på tre uger. Og kun hvis der
ikke er noget på spil i sidste runde (Murcia) vil vi kunne forstå at historien
fra La Coruña gentager sig.
De faste, de tvivlsomme og de vragede. På dette stade af sæsonen
ved trænerne godt hvilken fod hver og en træder med. Det er tydeligt hvem der
er de faste. Også hvem der er de vragede. Men listen over de tvivlsomme spøger
stadig. Den spøger altid frem til den sidste dag. Og det ved de relevante. Og
det erkender de intuitivt. Var jeg en af dem, ville jeg tælle sammen i stedet
for at trække fra. Fem kampe på tre uger som skal opløse de mulige
tvivlsspørgsmål der er. Lad os forestille os at man når finalen i Moskva. Lad
os forestille os et antal tvivlsomme her i dag: syv, for at sige noget. Syv som
kan blive til fem, hvis man vinder finalen. Eller syv som kan blive til 10 hvis
man taber den og oven i købet ikke ofrer sig i det som der mangler af ligaen.
Hvis man ved at man kan forlade eller blive hos Barça grundet det man gør i de
næste fem kampe, er det tåbeligt at bortødsle lejligheden og ikke at give sig
maksimalt.
Kampen i morgen bliver en anden historie. Et isoleret tilfælde. På
Old Trafford er der ikke nogen favorit. Mens der er en bold i spil. Og mens du
har den og spiller på din måde, bliver det vanskeligt for dem at gøre noget. De
basale normer der skal følges, er de samme som i første opgør på Camp Nou:
ingen tossestreger (som hænder og straffespark som Milito lavede), intet med at
tabe horisontale bolde (Iniesta mistede en og det kostede næsten et mål eller
et straffespark samt udvisning) og intet med at lukke dig inde. Angst for at de
går ud som rovdyr? Når du har bolden, ender rovdyrene med at hænge med tungen.
Når du har bolden, skal pasningen og berøringen altid være fremadrettet, ikke
imod din egen målmand. Hvis du sender den tilbage til Valdés og han sender den
ud med et spark, går bolden næsten altid til dem og skaber tvivl om dit
positionsspil.
