Der tales stadig om Cesc Fàbregas  (13. august)

 

Det er ikke umuligt at FC Barcelona i den kommende sæson vil få Cesc i spillertruppen. Det kræver dog at Arsenal er villig til at glemme det hidtidige krav om 45 millioner euro. Barça er parat til at smide 30 millioner euro på bordet.

 

Når det (desværre) lykkedes Xabi Alonso at slippe ud af Liverpools klør og skifte til Real Madrid, var det fordi spilleren viste en stor vilje til ikke at ville acceptere andet. Det er næppe sandsynligt at Cesc vil gøre noget tilsvarende, da han har et tæt forhold til træner Wenger.

 

Det som taler til fordel for Barça er, at Arsenal ikke er samme hold som det Cesc tidligere så sig selv på, da han blandt andet sammen med Thierry Henry kæmpede om mesterskab og Champions League. Man har mistet mange profiler, og eksperterne regner med at det bliver til en fjerdeplads eller femteplads i den kommende Premier League i konkurrence med den ene klub efter den anden der ejes af forretningsmænd fra fjerne lande.

 

Da Cesc som 17årig forlod Barça gjorde han det fordi han tænkte sig om, og vidste at han her stod overfor at spille i Anden Division B, mens Arsène Wenger tilbød ham at prøve sig af i den bedste engelske række. Wenger så rigtigt, og som 20årig var catalonieren allerede fast mand og scorede mål. Som 22årig blev han anfører for The Gunners og spansk landsholdsspiller. Men det er tre år siden London klubben spillede Champions League finale i Paris imod netop FC Barcelona.

 

Cesc Fàbregas har gjort det klart, at han ønsker at vinde noget. Men han ved også godt at, om et lille års tid er der præsidentvalg hos Barça, og her vil den ene kandidat efter den anden sikkert stå parat til at forgylde den fortabte søn, for at få ham hjem!

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 13-08-2009 08:31

 

Nyhedsoversigt