Barça har fem landsholdsanførere i truppen (22. august)

 

FC Barcelona er sandsynligvis det klubhold der har flest landsholdsanførere i truppen. Rafa Márquez fortsætter i dette hverv under den nye mexicanske landstræner Sven Göran Eriksson; Aliaksandr Hleb er højre hånd for Hvideruslands landstræner Bernd Stange; Eidur Gudjohnsen er uden diskussion herre over armbindet hos Island, 'Titi' Henry har lige fået hvervet hos Frankrig, og endelig var Carles Puyol anfører hos Spanien i København, da Vicente del Bosque tog Casillas ud.

 

Camerouns landstræner Otto Pfister skulle ønske Samuel Eto’o som anfører, men af respekt for legendariske Rigobert Song holder Barças nr. 9 sig i baggrunden, men overtager med sikkerhed tjansen efterfølgende. Også Gabi Milito står parat til senere at overtage armbindet hos Argentina.

 

Endvidere skal man ikke glemme at Dani Alves var anfører hos Sevilla og José Manuel Pinto hos Celta. Seydou Keita var det hos Lens.

 

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 22-08-2008 08:26

 

Nyhedsoversigt