Paven kan komme i vejen for Barças første kamp imod Arsenal (8. februar)

 

Pave Benedikt 16. har ytret ønske om, at det spanske fodboldlandshold kommer tilstede ved en audiens i Vatikanet på mandag d. 14. februar.  Selvom det kan være godt med en velsignelse af Vorherres repræsentant på Jord, så er dette to dage før Barça møder Arsenal i London. I fald Barças spanske landsholdsspillere rejser med til Rom, kan de ikke deltage i forberedelserne op til kampen. Valencia er i samme situation, da klubben fra appelsinbyen tirsdag møder Schalke i ottendedelsfinalerne i Champions League, mens Barça spiller i London om onsdagen. Real Madrid skal derimod først i kamp i Champions League 22. februar i Lyon.

 

Det vides endnu ikke om alle landsholdsspillere rejser med. ”Som verdensmestre må vi påtage os visse ting”, lyder det fra Vicente del Bosque. ”Landstræneren skal ikke komme med en liste. Det er frivilligt. Men præsidenten har til hensigt, at vi skal ledsages af en repræsentation af spillere, hvilket er det naturligste”.

 

Sergio Busquets kommenterer problemet således: ”Vi skal snakke med klubben. Men med Champions League og rejsen til London bliver det meget vanskeligt. Forbundet og Barça må tale sammen. Vi gør det de befaler”.

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 08-02-2011 17:21

 

Nyhedsoversigt