Cruyffs klumme: Skylden
er midtbanens (11. februar)
Af Johan Cruyff (El
Periódico)
Real Madrid vinder og Barça gør det ikke. Forskellen mellem dem er
steget til otte point. Fint, men ærlig talt så begynder historien at lyde kedsommelig.
Om det er farvel til ligaen, men ikke nu, hvis vi alle kæmper samlet, at hvis
alle får frit… Der er langt igen. Og uanset hvor mange prygl Real Madrid giver
Valladolid, og uanset hvor meget uafgjort, og tak, Barça får imod Sevilla, er
det mest normale at vi bliver ved med at følge med i denne sag om rutschebanen
til vejs ende.
På individuelt niveau kan vi opsummere lørdagens Sevilla-Barça med
to navne: Xavi og Valdés. Den ene grundet målet; den anden grundet sine redninger.
Problemet er, at dette er en sport som skal spilles som hold. Det var netop det
Barça ikke evnede. Og midtbanespillerne havde en stor del af skylden. Var
Valdés fantastisk? Bestemt. Hans sæson fortjener topkarakter. Men når vi i
lørdags så ham være fænomenal var det ikke så meget grundet sin aktuelle form
som på grund af fejlene hos hans midtbanespillere. At det er modstandernes
angribere som gør Valdés stor er i orden. Jeg gentager, at når det er hans
holdkammerater som gør livet vanskeligt for ham, er det noget man bør give
medicin for.
Ringe positionsspil
Til at begynde med er undskyldningen med de mange skader ikke
brugbar. Det var ikke præcis første gang de tre midtbanespillere (Edmilson,
Xavi og Iniesta) spillede sammen. Heller ikke forsvarsspillerne eller
angriberne. En anden ting er det ringe positionsspil de udførte, særligt på
midtbanen. Og det gjorde alle dårligere. Dem bagude og dem fremme.
Man kendte til Sevillas kvaliteter, man vidste at et af deres
stærke punkter er hurtigheden som man starter med når bolden skal generobres.
Når man ved det er de horisontale pasninger forbudte. Og disse led Barça under.
Det er forbudt at spille med fem eller seks berøringer. Og denne uudholdelige
boldstyring led Barça også under. Det er forbudt at modtage bolden i ryggen fra
dine forsvarsspiller, og gå ned den ene gang efter den anden for at hente den,
hvor det tager syv lange og syv brede at komme tilbage. Og det led man også
under.
Ja, som jeg har sagt mange gange, så er midtbanespillerne afgørende
for kampens barometer og rytme. Dér blev det afbrudt. Alle ville lave for mange
ting. Og fra overfloden opstår fejlene. Fodbold er bedst når det er enkelt.
Hvordan kom Xavis mål? Med to berøringer. En for at nå hullet og den anden for
at afslutte på mål.
Atter engang, så skal det være det gamle velanvendte koncept med
positionsspil og boldrytme. Hvis min højre midtbanespiller går ned for at
modtage bolden, er det ikke logisk hvis min mest centralt spillende
midtbanespiller går med ned på samme højde. Det kan der kun komme en horisontal
pasning ud af. Desto bedre boldstyring midtbanespilleren har, desto mindre
margen til overraskelse er der. Hvis jeg berører og berører mens jeg trækker
frem, ender min angriber med at vige baglands for ikke at blive off side. Det
vil sige, jeg går mellem fem og ti meter frem og min angriber ender med at gå
den samme distance tilbage. Endnu engang på linie. Igen en praktisk taget
horisontal pasning. Og når han modtager den i ryggen, vil forsvarsspillerne
blive klistret til ham. Når man modtager bolden på den måde, er det ligegyldigt
hvilke angribere man stiller med: de virker dårligere end de faktisk er.
