Optakt til Arsenal – Barça (16. februar)

 

Han var bare en blandt de andre for to år siden. Han var godt nok fast mand hos Barça og i 2006 var han blevet kåret af Barça.Dk’s kyndige læsere som klubbens bedste spiller det år. Men dengang for to år siden havde han ikke et navn som Henry, Messi eller Eto’o. Men den 6. maj 2009 slog han for alvor sit navn fast.

 

Han er stadig bare en blandt de andre, grundet sin ydmyge adfærd. Men nu følges han af millioner af blikke. Alle beundrer Don Andrés, eller måske ligefrem San Andrés. I hele Spanien klappes der, når Guardiola tager ham ud. Det er sket i ni af elleve udekampe Barça har spillet, så tilhængerne kan hylde ham for målet i VM finalen. Måske de også vil klappe af ham på The Emirates. Det er første gang Iniesta er i London, efter at han slog Chelsea ud i sidste øjeblik med et højrebensdrøn. Sådan lød det.

 

”Det er et rigtigt dejligt minde. Men det tilhører fortiden. Nu holder jeg hovedet koncentreret om nutiden”, forklarede Iniesta på gårsdagens pressemøde på The Emirates. Sidste år måtte han se kampen imod Arsenal på tv grundet en skade. ”Jeg nød det og jeg led”. Han nød de to mål som betød at Barça fik et uafgjort resultat med sig hjem. ”I Europa skal man mindske antallet af fejl, for man betaler dyrt for dem”.

 

Arsenals uprøvede defensiv og stærke offensiv

 

Barça kan se frem til at møde et bedre Arsenal hold end sidste år, særligt fra midtbanen og fremad. Holdets offensivspillere er i storform. Til gengæld ser defensiven mindre solid ud. I målet bliver der europæisk debut for reservens reserve. Manuel Almunia havde arvet posten fra tyske Lehmann. Hans stabilitet mellem stængerne var så slående, at man i England begyndte at kræve ham nationaliseret. Almunia blev skadet og erstattes af polske Lukasz Fabianski, hvilket har givet mange på The Emirates hjertebanken. Men han er også blevet skadet, og nu tilhører posten tredjemålmand Wojciech Szeczesny der ligeledes kommer fra Polen. Han er 20 år gammel og måler 195 cm. Om det er nok overfor Messi og co. vil tiden vise. Han har fået seks kampe i Premier League og i alt tolv på førsteholdet. I dag bliver det til europæisk debut. Almunia der stod sidste år holder øje med ham fra bænken.

 

Diaby, Sagna og Vermaelen har alle meldt afbud. Når forsvaret i forvejen er holdets svageste punkt, er det naturligvis ikke let at undvære tre mand imod det flittigt scorende Barça mandskab der har lavet 112 kasser i 39 kampe. Arsène Wenger kan føle sig forholdsvis rolig med de to backs Eboué og Clichy, selvom de angriber bedre end de forsvarer. Et andet tema er de to midterforsvarer Djorou og Koscielny der skal holde Messi. Det bliver to imod en, og det kan være at det ikke er nok. Wenger kunne også satse på den tidligere Sevilla spiller Squillaci. Men bare fordi franskmanden har optrådt i spansk fodbold, garanterer det intet.

 

Den franske træners hensigt er at standse Barça så langt væk fra eget mål som muligt. Det overlader ansvaret til midtbanespillerne. At tage sig af at Xavi og Iniesta ikke sender sukkerbolde op til de forreste mænd bliver Songs opgave. En spiller der minder meget om Busquets. Cesc omgives nu af mere tekniske spillere, som holdets topscorer Nasri, den 19årige talentfulde Wilshere og den hurtige Walcott (de to eneste englændere på holdet). Wenger holder fast på den tekniske fodbold. ”For at være trofaste overfor vores indstilling, skal vi sætte os på kampen ved at have bolden i besiddelse. Kun sådan kan vi få chancer”, udtalte han i går ved pressemødet.

 

Det man klart har forbedret hos Arsenal sammenholdt med sidste år er angrebsspillet. Da de to hold mødtes sidste år var Robin van Persie skadet. Hvis Bendtner er den typiske store og stærke angriber, er hollænderen den angriber der kan det hele. Farlig med både fødder og hovedet, bevæger sig godt på begge kanter og er i stand til at kombinere med midtbanespillerne med ryggen til. Van Persie giver Arsenal grund til optimisme. Holdet er det flittigst scorende i Champions League med 18 fuldtræffere i seks kampe. Det er fire mere end Barça. Van Persie har blot spillet de seneste to måneder grundet en skade. Men han har lavet elleve kasser i de seneste ni kampe. Men Arsenal har ikke bare ham at sætte lid til. Også Nasri, Chamakh, Walcott og Cesc bidrager.

 

Se kampen på TV3+ fra 20 45.

 

Kilde: El Periódico.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 16-02-2011 07:03

 

Nyhedsoversigt