Det catalanske sprog
når skolerne i Madrid (13. februar)
Catalonien og Madrid knyttes sammen udenfor fodboldbanen. 20. februar
indvies det nye hurtigtog El AVE, hvorved Barcelona efter mange års ventetid endelig
knyttes til det spanske elektriske højhastighedsjernbanenet. Et lignende hurtigtog
mellem Madrid og Sevilla blev indviet for 16 år siden. Skulle nogen være
interesseret, sælges billetter til første tur mellem Madrid og Barcelona fra
14. februar.
Men det er ikke det eneste. I Spanien er der snart parlamentsvalg.
Præsidenten for Madrid regionen, Esperanza Aguirre, der repræsenterer det højreorienterede
Partido Popular, er på stemmejagt. Således lover hun nu, at børn i Madrid området
vil kunne blive undervist på catalansk i det offentlige skolevæsen fra næste skoleår.
Hun vil give ”friheden til at vælge sproget hvorpå de ønsker at deres børn skal
uddannes til forældrene, som man også bør gøre det i Catalonien”, hævder hun.
(Sandheden er nu at børn i Catalonien både skal undervises i catalansk og
spansk).
Projektet bliver kun til noget, hvis der er elever nok.
Initiativet bliver taget for at tilfredsstille ”den
betydningsfulde catalanske koloni som bor i Madrid. Vi vil give dem muligheden for
at lade deres børn gå i catalansk skole, hvis de ønsker det sådan”.
I første omgang vil catalanskundervisningen blive tilbudt børn
mellem seks og tolv år.
Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 13-02-2008 08:11