|
|
Cruyffs klumme: Et perfekt nederlag (23. februar) Af Johan Cruyff (El Periódico) |
Jeg er tilfreds med Barças nederlag i derbyet. Jeg er sikkert den
eneste culé der tænker sådan. Det kan til at begynde med lyde underligt. Men at
være faldet i lørdags er perfekt. Og det er det grundet måden man tabte på,
grundet tidspunktet, grundet modstanderen og grundet skuepladsen hvor man
faldt: hjemme. Uanset hvor man kigger efter, er det et perfekt nederlag.
Perfekt, vil det altid være når alle kigger sig i spejlet og evner at se hvad
de gjorde skidt, hvilket var meget. Perfekt, for der hvor det gjorde direkte
skade var på æren.
Real Madrid har afkortet afstanden med fem point på to runder. Og
så? Ham som vil give sig til at skælve, af sted med ham. Mest af alt fordi selv
samme culé som i dag blot ser store mørke skyer er den samme som i starten af sæsonen
gerne ville have solgt dette for at være der hvor Barça netop nu befinder sig:
på førstepladsen og med syv points forspring til Real Madrid, med 14 runder
tilbage.
To nederlag i ligaen over 24 kampe. Modgang? En velsignelse? Det
er mestercifre. Desto flere kampe du har vundet, desto tættere er du på det
kommende nederlag. Det var et spørgsmål om tid. Jeg sætter mig i Guardiolas
sted, og 1-2 nederlaget bør gøre arbejdet lettere for ham. Inde i
omklædningsrummet kan han tale og tale med spillerne. Insisterer over for dem
til overmål på, at intet er vundet. Og som han dog har gjort det! Og det har
fungeret rigtig godt for ham. Men det er ikke nok. Selvom du spiller godt, er
der altid fejl. Men hvis du hver dag læser at du er et fænomen, ender du med ikke
at skænke dine fejl opmærksomhed og med at være en smule mindre på vagt.
Nederlag uden undskyldninger
Var dommeren dårlig? Utvivlsomt. Svigtede Valdés ved det andet
mål? Utvivlsomt. Tabte Barça grundet de selv samme to navne? Afgjort ikke. Man
tabte, fordi man ikke evnede, at undlade at lade sig gå på af ikke-kampen. Der
skal ikke indvendes noget imod Espanyols taktik. Særligt fordi man befinder sig
hvor man gør, tillader jeg dem lidt af hvert. De trak tiden og skar spillet i
stykker. Men man kæmpede med sjælen. Og i et derby ved man ikke om den ene
eller den anden vil være oppe eller nede, og heller
ikke hvem der spiller godt eller skidt.
Den lille spillede sin kamp, og den store skulle bare svare igen.
Det gjorde Barça aldrig. Ikke Valdés. Ikke dommeren. Alle begik fejl. Meget
langsom boldrytme og stillestående positionsspil. At forsvare sig overfor det
er let. Hvis der var så mange frispark, er det fordi Barça hjalp med til det.
Og hvis der var så meget tidsspild ved frisparkene, er det også fordi man
medvirkede til det. Med Iniesta skadet, spillede det teoretiske gallahold. Det
der har den største ekspertise. Imidlertid var der hverken spor af veteraner,
erfarenhed og lederskab på øjeblikket hvor den ene og den anden skulle sendes
til sin plads samtidig med, at man laver afbræk med protester som ikke fører
til noget.
Hvad angår udskiftningerne der blev udført af Guardiola, syntoniserer jeg kun på konceptet. Ved at spille med en
mindre, tjener det mig ikke til noget at have tre angribere, hvis jeg ikke kan
fodre dem. Jeg tager Henry ud og sætter Busquets ind for at forsøge at dominere
midtbanen. Når det konstante berøringsspil allerede er vanskeligt med elleve og
i en kamp uden afbrydelser, bliver det endnu mere vanskeligt at gøre det imod
en rival som ødelægger dit spil systematisk. Alternativ? Direkte spil, bolden i
gryden og gå efter anden eller tredje mulighed. Derfor udskiftningen af
Eto’o med Gudjohnsen og placeringen af Busquets som central angriber. Det
blev ikke udført godt, blandt andet fordi det var første gang man anvendte det.
Men ideen var ikke tåbelig.