|
|
Cruyffs klumme: Man kan ikke altid score mange mål (2. februar) Af Johan Cruyff (El Periódico) |
Man er kommet ind i februar med alt i hånden. Man bestemmer i
ligaen med en frygtelig autoritet, man er i semifinalerne i pokalen og i
ottendedelsfinalerne i Champions League. Det er netop dette man beder et
storhold som Barça om. At man på dette tidspunkt stadig aspirere
til dette. Ikke at man absolut vinder alle kampene og desuden med målorgier.
Dette er et ekstra pres som i stedet for at bidrage, trækker fra. For det ender
med at stille betingelser for præstationen hvad det individuelle og det
kollektive angår. For til slut er det som tæller at komme videre, hvis det er
en kort turnering, og at forsøge at få tre ud af tre point, hvis det er en
regelmæssighedsturnering. Og ja, altid skal man forsøge at være trofast overfor
stilen som kendetegner en og som gør en stærkere, når man udfører den korrekt.
Man er kommet ind i februar med blot en langtidsskade som man
slæbte med sig fra sidste sæson (Milito), men med
opslidningen som man må formode der kommer ved at have deltaget i nu flere
ligakampe (21) end dem som mangler fremadrettet (17). Det samme i pokalen (6
samt 2+1 hvis man når finalen) og med 8 kampe mere på ryggen i Champions
League, som minimum bliver fra to (Olympique Lyon)
til et maksimum på fem, hvis man når finalen. Alt dette i et år hvor der har været
EM.
Man kan ikke altid score mange mål
Hvorfor hele denne påmindelse om de spillede kampe/kampe der skal
afvikles? Fordi det er absurd at bede holdet, uanset hvem der spiller, om at
man altid vinder og, alt efter hvem modstanderen er, laver målorgier, i henhold
til dens placering og dens formodede psykiske tilstand. Det lille hold plejer
at vokse overfor det store. Fordi man ikke har noget at tabe, og går ud med
mindre pres og færre nerver. Derfor scorede Barça ikke tre mål imod Espanyol i
første kamp i pokalen, og grundet det samme lavede man ikke et halvt dusin i
returopgøret.
I fodbold er der mange ting der påvirker. Det taktiske (hvordan
jeg placerer mig på banen), det tekniske (hvilke midler har jeg med og uden
bold), det fysiske (hvordan jeg befinder mig og ender med at befinde mig) og
det mentale. Og det sidste er netop det som ender med at udgøre forskellen i
mange kampe. Hvordan forklarer man at et dårligt Espanyol gør sig gældende imod
et uforbederligt Barça? Fordi det er et lokalopgør og fordi, når de betragter
dig som færdig, kæmper du for æren og parkerer nerverne, og som ved et
trylleslag, bliver koncentrationen hos den ene og den anden anderledes.
Jeg hentyder ikke til at løbe lidt eller meget mere. Det er
atletik. Men til at løbe mere fornuftigt hvad angår det kollektive. Hvis der er
mangel på selvtillid, ender returboldene altid for modstanderens fødder. Hvis
der er selvtillid, uanset om den er præcis, går selv samme bold til
medspillerens fødder. Fordi han er mere opmærksom på hvor bolden kan ryge hen.
Og hvis han ikke kontrollerer den fuldstændigt, vil han altid være tæt nok på
til, hvis han er opmærksom, at bryde kampens rytme med et simpelt frispark.