|
Iniesta åbner dørene til sin vinproduktion (11. juli) |
Andrés Iniesta vil gerne bruge sin succes indenfor fodboldsporten
til at gøre noget for sin fødeegn og menneskene som bor dér. Og det har han
utvivlsomt opnået. Således har han og hans familie de seneste halvandet år
drevet en vinproduktion i Fuentealbilla, og de første
flasker er nu ved at være klar til salg.
Ejendommen er beliggende omkring halvanden kilometer fra Fuentealbilla ved landevejen imod Villamalea.
Gennem længere tid havde Barça spilleren tænkt over ideen, hvorfor han havde
lejet nogle vinmarker. Da hans far José Antonio, som er den der primært
arbejder med projektet, opildnede ham, fremkom Andrés med følgende betingelse: ”Hvis
vi gør det, så lad os gøre det ordentligt”. Således er målet at producere
kvalitetsvin, men ikke til eliten. Prisen skal være sådan, at de kan købes af
alle der holder af gæret druesaft.
Således har man siden maj kunnet købe vinserien
Corazón Loco (ca. 5,95 euro pr flaske) og Finca El Carril. Men den efter signe mest præstigefyldte vin fra Iniestas
produktion er vinen Valeria der er opkaldt efter Iniestas datter og koster ca. 9 euro pr flaske. Man starter
med en produktion på 250.000 flasker ung vin. Målet er at vinene for hver gang skal
blive bedre.
Vinproduktionen har været en saltvandsindsprøjtning for Fuentealbilla egnen. Vinene er blevet godt modtaget i hele regionen
Castilla-La Mancha, hvor Fuentealbilla er beliggende, og i Catalonien. Endvidere kommer
mange tilhængere som turister. De ønsker at se den egn hvor helten fra Stamford
Bridge i 2008 og VM helten 2010 er vokset op og få et indblik i
vinfremstillingskunsten.
Og når vi Barça fans mødes til kampe i fremtiden, kunne det måske
være en god idé at skylle Iniestas tryllerier på
banen ned med hans vin!
Denne nyhed er lagt på Barça.Dk
11-07-2011 07:53