|
Tre år til at rydde op i de spanske klubbers gæld (13. juli) |
Engang var fodbold en sport hvor elleve spillede imod elleve, og
til sidst vandt Tyskland. I dag vinder Spanien, men hvis vi taler om økonomi er
tyskerne de bedste. Bundesligaen er eksemplet de andre skal følge. Klubberne bruger
det de tjener og gemmer lidt, sådan bare for en god ordens skyld. De værste er
italienerne og spanierne. I spansk fodbold er der netop nu omkring 300 spillere
der har løn til gode. Heller ikke i England går det så godt. Værst ser det nok
ud i Italien. Den samlede gæld beløber sig til i hundredvis af millioner euro, og
den er fortsat stigende, for der findes ikke en plan for at få problemet løst. I
sæsonen 2009-10 havde italiensk fodbold tab for mere end 345 millioner euro. Blot
15 af de 132 professionelle klubber havde overskud. I Frankrig har førstedivisionsklubberne
en samlet gæld på 130 millioner euro. Det er ikke meget sammenlignet med de
andre store vesteuropæiske ligaer. Men det er bekymrende, at gælden er
firedoblet på bare en sæson.
I Spanien har klubberne samlet set gæld for 400 millioner euro. Men
det handler ikke kun om overbetalte fodboldspillere. Det samlede løntilgodehavende beløber sig blot til 45 millioner euro ud
af denne gæld.
Tv rettighederne er en stor del af indtægtsgrundlaget. I Spanien
deler Barça og Real Madrid nærmest det hele mellem sig. De to snupper 140 millioner
euro hver. Herefter kommer Atlético Madrid og
Valencia der får 42 millioner euro hver, Villarreal
får 25, Sevilla 24, Mallorca 13,7, Osasuna 13, Racing
12,5 og Málaga 12. Det er muligvis rimeligt nok set
ud fra interessegrundlaget. Men hvordan i alverden skal de andre kunne gøre
noget ved de to stores magtmonopol? I England deles pengene mere ligeligt. Manchester
United får 68,2 millioner euro, Chelsea 65,1, Arsenal 63,4 og Blackpool 44.
LFP TIL KAMP IMOD
GÆLDEN
Den Professionelle spanske Fodboldforening (Liga de Fútbol Profesional - LFP) vedtog
på sin generalforsamling i går et regelsæt der skal sikre, at de spanske fodboldklubber
kommer ud af denne situation. Det sker som en konsekvens af at det europæiske
fodboldforbund (UEFA) har indført det man kalder 'finansielt fair play.' Det betyder i grove træk, at det skal være slut med
det, der er blevet en trend: Nemlig at klubber med megagæld
bliver ved med at forbruge lystigt. Truslen, hvis man ikke lever op til
reglerne, er udelukkelse fra de europæiske klubturneringer. Dette vil første
gang kunne ske fra 2014-15.
Af de 23 klubber der i Europa er så gældsramte at UEFA her i dag
ville kunne straffe dem, er de 22 spanske. Den eneste udenfor Spanien er engelske
Portsmouth der er blevet tvangsnedrykket grundet
situationen. Derimod har Rayo Valecano,
Racing Santander og Zaragoza stadig status af at være Primera
klubber.
Gældsproblemerne i spansk fodbold skal således løses i løbet af de
kommende tre år, hvor målsætningen er balance mellem udgifter og indtægter. Klubbernes
regnskaber vil blive gennemgået med lup for økonomiske uregelmæssigheder. Det
er måske meget tiltrængt, når man tænker på situationen hos Barça for et år
siden, hvor en afgående ledelse påstod at man var kommet ud af den afsluttede
sæson med et overskud på 11 millioner euro og den nytiltrådte ledelse hævdede
at der var et underskud på 77 millioner euro. Faktum er at ledelserne i de
spanske fodboldklubber altid har prædiket at økonomien var som de politisk havde
behov for at sige at den var, og så fundet revisorer der har været villige til
at skrive under på det.
Hvis klubberne ikke sætter tærring efter
næring, åbnes der nu op for økonomiske sanktioner, fx at man ikke kan skrive
kontrakt med nye spillere og i meget alvorlige tilfælde vil man kunne blive
fratrukket point eller tvangsnedrykket.
Der åbnes også op for nye indtægtskilder. Hidtil har de spanske
radiostationer ikke betalt for at sende direkte fra fodboldkampe, hvorfor
lytterne generelt har kunnet vælge mellem et utal af radiokanaler. Nu kommer
radiostationerne til at betale, hvilket nogen klubber
dog er imod, da de frygter modangreb fra medierne.
Kilde: TVE
Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 13-07-2011 09:07