Korte nyheder fra fredag
til søndag (2. juni)
Barça B møder
Barbastro i næste runde af oprykningsspillet (2. juni)
Det lykkedes Pep Guardiolas Barça B at komme videre til anden
runde af play off spillet om oprykning til Anden Division B. Det skete efter at
man hjemme besejrede Castillo med 6-0 lørdag.
I anden og sidste runde af oprykningsspillet møder Barça B
Barbastro. Første kamp afvikles 8. juni og den anden 15. juni. Den sidste
bliver hjemme på Mini Estadi.
Barças kampprogram på USA turen er nu faldet på plads. Truppen skal
opholde sig i staterne fra 31. juni til 6. august. Først skal man i Chicago
møde mexicanske Chivas de Guadalajara på Soldier Field. Herefter rejser Guardiola og hans spillere
til New York for at spille imod Red Bulls på Giants Stadium. Begge opgør
starter kl. 19 00 lokal tid, eller kl. 1 00 i Danmark og Catalonien.
Disse to kampe er en del af en aftale Barça indgik med MLS 15. maj,
som forpligter klubben til at spille seks opgør i USA over de næste fem år.
Inden denne FCB US Tour 2008 besøger Barça Skotland for at møde Dundee
United 26. juli på Tannadice.
Hjemme i Palau Blaugrana lykkedes det heller ikke i andet forsøg
lørdag AXA Barça at besejre TAU. Resultatet blev 74-78. Bagud 0-2 i finalekampene
om Liga ACB er de blårøde således tvunget til at vinde de to kommende kampe i Vitoria,
hvis en altafgørende femte kamp om det spanske mesterskab skal fremtvinges.
Denne vil i givet fald blive afviklet i Palau Blaugrana.
Samuel Eto'os berygtede temperament er atter kogt over. Denne gang
foregik det ved et pressemøde i forbindelse med Camerouns VM forberedelser.
Journalisterne var utilfredse med at deres adgang til at se spillerne træne var
blevet skåret ned, og medierne boykottede således et pressemøde. En journalist
læste en meddelelse op i protest imod situationen. Eto’o begyndte at svine ham
til og der opstod tumult. Det endte med at Barça angriberen nikkede journalisten
Phillippe Bony en skalde og ifølge ofret selv også slog en tand løs.
Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 02-06-2008 06:33