Txiki forhandler også om en anden spiller i Brasilien end den alt for dyre Hernanes (20. juni)

 

Selvom han ikke kom på banen i Brasiliens to seneste landskampe imod Paraguay (2-0) og Argentina (0-0), er Anderson Hernanes de Carvalho Andrade Lima en glad mand. I 2007 blev han med Sao Paulo mester i Brasilien og han ved at Txiki Begiristain har været i Belo Horizonte for at se ham, hvilket så ikke skete grundet Dungas beslutning om at lade ham blive på bænken.

 

Sao Paulos nr. 15 kender til de blårødes interesse: ”Jeg har set denne nyhed, men ingen har sagt noget til mig. Man siger at nogle folk fra Barcelona ville være på stadion, men jeg kunne ikke se nogen. Endnu ved jeg intet”, siger Hernanes til Mundo Deportivo. ”Jeg er vant til disse ting. Hvert år sker der det samme. Man siger at jeg skal rejse, og så rejser jeg ikke alligevel”, fortsætter midtbanespilleren der fyldte 23 år den 29. maj.

 

Hernanes har kontrakt med sin klub til 2012. ”Så længe der ikke er noget underskrevet, tænker jeg kun på Sao Paulo, og jeg passer mit liv", siger spilleren der blev gift som 21årig og har et barn.

 

Sao Paulos præsident Juvenal Juvencio udtalte i tirsdags til radiostationen RAC-1 at han ikke forhandler om Hernanes med mindre der bliver budt 25 millioner euro. Et beløb Barça ikke vil smide på bordet for en spiller som ikke umiddelbart tiltænkes en stamplads på Pep Guardiolas hold. Txiki har ifølge Sport besluttet sig for en grænse på 11 millioner euro mens Mundo Deportivo mener det er 12 millioner euro. Under alle omstændigheder mindre end halvdelen af hvad man forlanger i Brasilien. Men man må ikke glemme at Sao Paulo kun ejer 70% af transferrettighederne. De øvrige 30% ejes af firmaet Traffic sammen med Hernanes selv.

 

Txiki også i Brasilien grundet Henrique

 

Ifølge Sport er Txiki også i Brasilien for at se nærmere på 22årige Henrique. Selvom deres navne er enslydende og ifølge Sport ”minder om de populære detektiver fra Tintin”, så er det to meget forskellige spillere. Hernanes beskrives af avisen som en offensiv midtbanespiller mens den anden er midterforsvarer.

 

Henriques klub Palmeiras besidder ikke transferrettighederne. Disse tilhører hans repræsentant Marcos Malaquías. Barça har tilbudt mellem otte og ti millioner euro for spilleren. ”Der har været en frokost, så vi kunne kende intentionerne hos forretningsmændene, men der er ikke noget konkret eller noget officielt tilbud. Det håber vi der bliver den kommende uge”, udtaler Malaquías til Sport.

 

Foto: Anderson Hernanes de Carvalho Andrade Lima

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 20-06-2008 08:28

 

Nyhedsoversigt