|
Barça ser gerne
at Ronaldinho deltager ved OL (22. juni) |
Ronaldinho har udtrykt at han ønsker at deltage ved De Olympiske Lege
i Peking. Efter en elendig sæson hos Barça har landstræner Dunga glemt ham ved
de seneste landsholdsudtagelser og grundet en skade har El Gaucho været langt
fra fodboldbanerne de seneste måneder. Således ser Ronnie det at kæmpe for
olympisk guld som en god måde at komme tilbage til topfodbold på.
Ifølge Sport ser Barças ledelse med velvilje på denne mulighed.
Barça er ikke tvunget til at lade spilleren deltage ved OL, eftersom han er
mere end 23 år gammel. Men Joan Laporta og hans bestyrelse ser gerne at han
tager med.
Det er der mange grunde til. For det første er Ronaldinho uønsket
hos den nye træner Josep Guardiola, hvorfor fraværet af ham ikke vil medføre
noget problem. Hensigten er at få ham solgt denne sommer.
Hvis Ronaldinho ikke bliver solgt og ikke deltager ved OL, vender
han tilbage til Barcelona 15. juli for at påbegynde sin sjette sæson hos de
blårøde. Det ville utvivlsomt betyde en enorm mediestorm der kunne forstyrre
sæsonforberedelserne for holdet.
Men den primære årsag til at Laporta og co. gerne ser Ronaldinho
deltage handler, imod den olympiske ånd, om penge. Imod mindre nationer som
Belgien, New Zealand og Kina kunne man rettelig forvente at Ronnie viser noget
af sit gode gamle magiske spil. Således kunne man håbe at prisen på ham stiger
på markedet, og at det bliver nemmere at få ham solgt.
Eneste ‘men’ er frygten for at brasilianeren atter
bliver skadet ved legene. Dette kunne gøre ham fuldstændig uinteressant på
markedet.
Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 22-06-2008 12:35