Sandro Rosell stiller op hvis præsidentvalget kommer (23. maj)

 

Hvis der bliver præsidentvalg denne sommer, stiller Sandro Rosell ifølge Mundo Deportivo op. Den tidligere vicepræsident havde uofficielt ladet avisen vide, at han planlagde at stille op ved kommende præsidentvalg der skal afholdes senest i sommeren 2010. Kommer der et valg nu, holder han sig ikke tilbage. Rosell deltager dog ikke i Oriol Giralts forsøg på at indsamle underskrifter til et mistillidsvotum.

 

Giralt har frist til 29. maj til at indsamle de nødvendige 5.822 underskrifter. I givet fald afholdes mistillidsafstemningen imod Laporta sandsynligvis i starten af juli blandt Barças medlemmer. I fald der her er 2/3 flertal imod Laporta, kan præsidentvalget afholdes sidst i august (45 dage efter mistillidsafstemningen). Det vil sandsynligvis ske i forbindelse med Gamper kampen eller med returopgøret i Champions League kvalifikationen, hvis den afvikles på Camp Nou.

 

Udskrives der præsidentvalg efter et mistillidsvotum, kan hverken Laporta eller andre fra hans ledelse stille op.

 

Rosell skulle allerede have sit lederhold klar. Der er tale om hovedparten af de folk der gik af sammen med ham i 2005.

 

På treårsdagen for at Sandro gik af 2. juni har han planer om et pressemøde hvor han vil ytre sine argumenter imod Joan Laporta og ikke mindst Johan Cruyffs påståede magt over Barça.

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 23-04-2008 09:10

 

Nyhedsoversigt