Barça kan sikre sig den
spanske ligatopscorer for blot 15 millioner euro (26. maj)
Ifølge Mundo Deportivo er FC Barcelona interesseret i Mallorcas
angriber Dani Güiza der netop har oplevet sin karrieres bedste sæson, hvor han blev
Pichichi (topscorer) i den spanske liga med 27 mål. Men også hans tekniske
dyder er medvirkende til interessen. Den gode sæson har også skaffet Güiza med
i Spaniens EM trup.
Andalusieren har ikke været nogen opkomling i 2007-08 sæsonen. De
to tidligere år viste han hos Getafe også høj klasse, hvorfor Mallorca hentede
den 27årige spiller til solskinsøen.
Ikke et af hans 27 mål i Primera División er scoret på fri- eller
straffespark. Alle i direkte spil.
Antallet af kasser gjorde ham også til den næstmest scorende i
Europa og skaffede ham Sølvstøvlen, kun overgået af Cristiano Ronaldo.
Mens portugiseren har en anslået markedsværdi på 80 millioner
euro, er Güizas frikøbsklausul på blot 15 millioner euro. Den utvivlsomt
billigste målkonge på markedet. Det virker jo slet ikke afskrækkende i
betragtning af at Barça ser ud til at være villig til at smide 14 millioner
euro på bordet for Seydou Keita.
Endvidere kunne prisen måske også komme yderligere ned, hvis en Barça
profil sendes den anden vej.
Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 26-05-2008 08:40