|
Der kan gå dage, måneder og år. Men det glemmer vi aldrig! (29.
maj) |
”Joan Gamper ville være stolt af os”, sagde en anden
Joan med efternavnet Laporta. Det er utvivlsomt sandt. 750.000 mennesker var på
gaden torsdag eftermiddag for at ledsage spillerne på de otte kilometers vej
fra lufthavnen til Camp Nou, hvor de kørte i åben bus.
Delegationen ankom til Barcelona fra Rom lidt efter kl. 18. Camp
Nou blev åbnet kl. 20 00, uden at det krævede billet at komme ind. Det var bare
om at komme først til mølle. Hurtigt blev verdens smukkeste stadion fyldt op.
Så omkring kl. 21 måtte Barça lukke for adgangen. Mange flere ville have været
inde.
Først omkring 22 30 havde den åbne bus kørt de ca. otte kilometer.
Mens spillerne var på vej optrådte forskellige catalanske kunstnere på Cam Nou.
Men så…
Først kom Valdés, Xavi, Bojan, Jorquera og Víctor Sánchez på
plænen med Champions League trofæet i hænderne. Magien blev endnu større da
Henry dukkede op med ligapokalen og Piqué med Copa del Rey trofæet iklædt Camerouns
landsholdstrøje. Martin Cáceres bar sit hjemland Uruguays flag. Messi steg op
på Gudjohnsens skuldre.
Mens spillerne kom på banen så både de og publikum på en storskærm
højdepunkter fra sæsonen: ”Der kan gå dage, måneder og år. Sågar
århundreder. Men Triple holdet glemmer vi aldrig. Tak til de trefoldige
mestre”, stod der på skærmen. En for en sagde de fleste af spillerne et
par ord. Víctor Valdés sang med rug stemme ”Visca Barça i Visca
Catalunya”. At Iniesta skulle være genert mærkede man intet til. Han
optrådte som en stor showmand, da han på catalansk hyldede Barça, Catalonien og
hans landsby Fuentealbilla. Her blev der
også festet til den store guldmedalje.
Links:
El Mundos billedgalleri fra hjemkomsten
Sports billedgalleri fra paradekørslen
Sports billedgalleri fra festen på Camp Nou
Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 29-05-2009 08:53