Optakt til Barça – Villarreal (9. marts)

 

Mens spanierne er ved at komme sig over gårsdagens skandaløst dårlige nationale udgave af Melodi Gran Prixet og venter på at få at vide hvem der skal være deres kommende ministerpræsident, er FC Barcelona tvunget til at vinde over Villarreal hvis man ikke vil lade Real Madrid slippe alt for langt væk i stillingen. Espanyol var uheldig og fik intet med sig hjem fra Bernabéu i aftes grundet straffesparket der blev dømt imod Jarque for at fælle Raúl -udenfor- feltet. Takket dommerhjælp har de hvide fået fire point ekstra de seneste to kampe. I Huelva imod Recreativo da Iturralde ikke –så- at Raúl var off side ved målet til 1-1 og andre to i går grundet førnævnte situation.

 

Således må Barça med sportslige midler sørge for at få tre point imod nr. 3 i ligaen der er syv point efter de blårøde.

 

Ubehagelig. Det må være betegnelsen for det Villarreal som i aften præsenterer sig på Camp Nou. Den Gule Undervandsbåd regnes ikke længere for at være en ydmyg lille klub som dengang de første gang besøgte Camp Nou i december 1998. Ved den lejlighed dukkede kun 45.000 tilskuere op. Men de blårøde blev taget godt og grundigt på sengen, da man tabte 1-3. I aften forventer man sig mere end 70.000 tilskuere, og opgøret betragtes som et af de mest attraktive på Camp Nou denne sæson.

 

Villarreal blev sæsonens første bøddel i ligaen for Barça med en 3-1 sejr, og de kender til at vinde på Camp Nou. Hvis man laver en stilling blot over udekampe i La Liga denne sæson deler holdet fra Castellón de la Plana andenpladsen med Valencia med 21 point. Blot bliver man overgået af Real Madrid. Syv sejre er det blevet til væk fra El Madrigal. Fire har de blårøde fået på fremmed græs.

 

Desuden er Jon Dahl og co. et af de hold som har scoret mest på udebane. 21 kasser er det blevet til. Barças antal i denne statistik springer vi let og elegant hen over men husker på, at vi slog dem ud i Copa del Rey og at de blårøde er et stærkt hjemmehold, der blot en gang har tabt på Camp Nou denne sæson; imod Real Madrid.

 

”Barça er et meget vanskeligt hold på sin bane, med et meget højt potentiale”, udtaler Villarreals chilenske træner Manuel Pellegrini. ”Men vi går frem med forhåbningen om at vinde, da det er sidste mulighed vi får for at kæmpe med om andenpladsen”.

 

Det kan dårligt blive andet end en gyser når Kanal 5 viser opgøret der starter kl. 21 00.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 09-03-2008 09:55

 

Nyhedsoversigt