Cruyffs klumme:
Kampen imod Valencia var den bedste denne sæson (3. marts)
Af
Johan Cruyff (El Periódico)
Nederlag på Vicente Calderón. Farvel til stimen på 15 kampe uden
at tabe. En skam. Lad os imidlertid lede efter den positive side ved dette fejltrin.
Du ville mindst tabe en kamp herfra og til afslutningen på sæsonen. Hellere her
og nu. Hellere i ligaen og med 12 runder tilbage. Hellere i ligaen end i Copa
del Rey eller i Champions League. For i ligaen kan du indhente det. I en kort
turnering, over tur- og returopgør, går en videre, og den anden bliver slået
ud. At indkassere et 4-2 nederlag plejer at være definitivt. Derfra er
spørgsmålet ligetil: Har de eller har de ikke forstået lektien?
Det fra i lørdags i Madrid var som med et slag at komme ind i
tidstunnelen. Barça som for et par måneder siden. Ufrugtbar dominans og ingen
dybde i første halve time, trods Ronaldinhos supermål og total forsvinden fra
senen resten af kampen. I Huelva kom Real Madrid ind i den samme tidstunnel.
Lidt fodbold og fuldt pointudbytte. Endnu engang Casillas, endnu engang polemik
om dommerne og endnu engang maksimal effektivitet ved at udskifte glansbilledet
af Van Nistelrooy med det af Robinho. Om forskellen er +1 eller -5 point siger
mig ikke så meget, for der er langt igen og fordi vi endnu mangler at se i
hvilken grad den ene og den anden kommer igen.
Margen til forbedring
Når man kommer derfra hvor man kom, hvor man forbedrede sig i
Glasgow og endnu mere i pokalen imod Valencia, ser jeg en margen til manøvre som
er meget større hos Barça end hos Real Madrid. Det vil man altid have, men kun
hvis man lærer lektien fra Calderón. Der begyndte man godt. Man spillede
fremme, pressede oppe og generobrede i front. Men med lidt eller ingen dybde.
Og det kommer du til sidst til at betale for. Uden dybde ender du med mange
horisontale bolde. Selv når man bevæger sig hurtigt. Litterært havde man
Atlético Madrid groggy og Kun Agüero ladt i stikken. Barça dominerede. Man
flyttede sågar bolden hurtigt, men uden dybde. Og uden dybde bliver der ikke
vertikale linier. Kun horisontale. Og der bliver enhver opsnappet bold til en
kontra for modstanderen. Man kan være uheldig ved ethvert tilbagespring.
Således kom udligningen til 1-1. Du kan være uheldig ved at begå et unødvendigt
straffespark. Sådan faldt det tredje. Du kan have mere eller mindre held. Men
det der ikke må kunne lade sig gøre er at gå fra den ene yderlighed til den
anden. Fra at have modstanderen praktisk taget knockoutet til at det bliver dig
som tilbringer mere end den halve kamp omtåget er, at gå fra den ene yderlighed
til den anden, og det utvetydige signal om at du har begået ikke en men en
masse fejl. Individuelt og kollektivt.
I fodbold er det vigtigste hovedet. Styrketræning er kun et våben
til at kunne konkurrere. Udbytte får du i sandhed kun via overbevisning. Via
intensitet. Netop det Barça var begyndt at genfinde i Glasgow, og sådan var det
stadig i første opgør i pokalsemifinalerne imod Valencia. Vigtigere end det
afsluttende uafgjorte resultat i Barça-Valencia så var det modellen man skal
følge. Jeg vil gå så langt som at det var den bedste kamp de blårøde har
spillet denne sæson. Godt positionsspil, god boldrytme, altid pressede man
fremme, gode individuelle bedrifter og adskillige langskud. Fra starten til den
afsluttende fase. Og vi skal ikke lade os snyde. Dette er vejen til at vinde en
titel.
En gang til, så er Barça stadig den eneste af de store som endnu
er med i alle turneringerne. Kan man vinde de tre? At kunne. Ja man kan. Men at
få tre ud af tre ville ikke være særlig normalt. Uden at gå ind i om Messi bør
spille fra start eller ej i Madrid, tror jeg ikke nogen huskede på ham, Touré
eller Deco i den indledende halve time. Her bør vi huske på, at man må bestyre
og spare på sine virkemidler. Det var en skam at tabe imod Atlético. Og særligt
når Real Madrid vandt.
