Hvad skal der ske med Ronaldinho? (26. marts)

 

”Barça og Ronaldinho har ikke fået skilsmisse”, udtalte klubbens præsident Joan Laporta, da han tirsdag var foredragsholder ved en konference med titlen ”fodbold, sport, identitet og international indflydelse”. ”Han befinder sig i en periode der er vanskelig for ham personligt, fordi han har smerter. Man må respektere ham og give ham den nødvendige behandling for at de skal forsvinde. Han har gældende kontrakt, og jeg bør respektere dette. Planlægningen til den kommende sæson vil den tekniske stab gøre ud fra præstationen. Det ville være mangel på respekt at tale om det nu”.

 

Ikke desto mindre var Ronaldinho det punkt på dagsordenen der ifølge Sport optog det meste af tiden, da Barças bestyrelse i aftes afholdt møde. Ingen i klubbens ledelse bryder sig om at se hvordan en stjernespiller der for Barça har været hellig i dag ligner en skygge af sig selv. Det blev besluttet, at fra nu af taler intet bestyrelsesmedlem om Ronaldinho offentligt, i tråd med Laportas udtalelse ovenfor, for at undgå debat mellem klubbens tilhængere. Endvidere parkeres sagen frem til 30. juni. Der skal kæmpes om mesterskab og Champions League, og det vil være en alvorlig fejl at skabe polemik mellem klubben og brasilianeren. Der gøres status efter sæsonen.

 

Fra nu af bliver det ene og alene Frank Rijkaard der har magt til at beslutte hvordan Ronaldinho sagen skal behandles. Hvis cheftræneren skønner at det er fordelagtigt at brasilianeren spiller, har han frie hænder til at benytte ham, men også til at vrage ham.

 

Spørgsmålet som ledelsen ikke vil besvare men som vi andre godt kan tænke over er, hvad der skal ske med Ronaldinho når 2007-08 sæsonen slutter. Der er tre muligheder: At sælge ham, give ham en fri transfer eller lade ham fuldføre sin kontrakt der udløber 30. juni 2010.

 

Hvis man vil sælge stjernen fra Porto Alegre er der et problem: Hvilken europæisk topklub er parat til at købe ham? Hvor er denne sirenesang som lød engang fra Milan og Chelsea? Sandheden er, at her og nu er man i Milano og London nervøse for at investere i Ronaldinho. Det virker som evigheder siden Chelsea var parat til at smide 60 millioner euro på bordet for brasilianeren.

 

Vil Barça kunne komme i den situation, at man tilbyder Ronaldinho en fri transfer? Der er bestyrelsesmedlemmer som mistænker spillerens bror og repræsentant Roberto de Assis for bevidst at spille på at dette: Fri transfer og så frit forhandle om en lukrativ kontrakt med en anden klub.

 

Man kommer til at tænke på Rivaldo. Manden med det fantastiske venstreben. Efter VM i Japan og Sydkorea hentede Milan ham gratis til klubben. Daværende præsident Joan Gaspart, mente at det mest fordelagtige for Barça var at give brasilianeren en fri transfer, frem for at betale ham den høje løn.

 

Ronaldinhos årsløn udgør mere end otte millioner euro. Bliver han perioden ud, betyder det således en udgift på mere end 16 millioner euro. Er hans indsats disse penge værd? Ville det være mere fordelagtigt at bruge midlerne på en anden spiller?

 

Det som er sikkert er, at Ronaldinho har fået meget lang snor både fra Barças ledelse og fans. Det er slut nu. Yderligere en sæson på nuværende niveau er ikke acceptabelt.

 

Selvom Barças ledelse ikke ønsker debat blandt tilhængerne om Ronaldinhos fremtid, så ser Barça.Dk den gerne. Find afstemningsboksen i nederste højre hjørne på forsiden.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 26-03-2008 06:03

 

Nyhedsoversigt