Spanien vil fremover ikke være et skatteparadis for udenlandske fodboldspillere (4. november)

 

Ifølge en undersøgelse er Spanien det land i Europa hvor udenlandske fodboldspillere slipper billigst i skat. Siden 2004 har man som udlænding i Spanien med en årsløn på mindst 600.000 euro kunnet nøjes med en trækprocent på 24 procent de første seks år. Det der populært kaldes Beckham loven, og nogenlunde svarer til den danske forskerordning. I Spanien var ordningen også primært tiltænkt forskere, men viste sig at passe forrygende til fodboldsporten.

 

En spiller der tjener 2 millioner euro om året efter skat, skulle i det dyreste fodboldskatteland Frankrig koste en klub 5,5 millioner om året, hvorimod udgiften for en spansk klub blot ville blive 2,68 millioner euro. Dette kan være afgørende ved kontraktforhandlinger.

 

Spanien er et land med 19 procents arbejdsløshed og alvorlig krise. Den socialistiske regering har derfor ønsket, at nogle af dem der tjener bedst på det spanske arbejdsmarked også bidrager mere. Således har man med den øvrige venstrefløj fundet flertallet til at ændre Beckham loven. Udenlandske arbejdstagere i Spanien med en årsløn på minimum 600.000 skal fremover betale de almindelige 43% skat.

 

Ændringerne træder i kraft fra januar 2010. Men det får ikke indflydelse for udenlandske fodboldspillere som i dag arbejder i Spanien og betaler skat efter Beckham loven. Det gælder kun nyindkøb. Så skal der købes ind på vintermarkedet, er det nok en god idé at afslutte kontrakt inden nytår.

 

"Det formodes at betyde en regning på mere end 100 millioner euro, hvorfor man i fald det vedtages må tage skridt til at gøre op med denne beslutning. Måske man sågar må standse turneringen", siger præsidenten for den spanske ligaforening LFP José Luis Astiazarán til EFE, der således på jævnt dansk truer med strejke. "Den spanske liga vil tabe styrke og holder op med at være den bedste i verden".

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 04-11-2009 07:33

 

Nyhedsoversigt