Barça og U-båden pladrede forbi Valencia (2. november)

Af Steen Engel (Indkast.Dk)

 

I en vandpantomime i Málaga vandt FC Barcelona over de lokale helte, og dermed overtog catalonierne førstepladsen, skarpt forfulgt af Villarreal, som sejrede overbevisende i Bilbao.

 

Regnen høvlede ned over La Rosaleda i Málaga, hvor 28.000 tilskuere havde trodset vejret, og umiddelbart syntes grønsværen vanskelig at spille topfodbold på; men konditionerne var ens for både værter og gæster, og de betingelser var FC Barcelona bedst til at udnytte.

 

Allerede efter fire minutters spil varslede Xavi Hernández en god aften for catalonierne, da han hamrede et frispark ind bag en sagesløs Francesc Arnau, i øvrigt tidligere mangeårig Barça-reserve, i Málaga-målet.

 

De andalusiske værter lod sig dog ikke slå ud af den hurtige scoring, og otte minutter senere var der balance på måltavlen, efter Duda, i kølvandet på en Valdés-redning, lidt udenfor feltet på smuk vis skruede bolden op i venstre målhjørne.

 

1-1 holdt sig kun i yderligere seks minutter, så bragte Lionel Messi Barça foran på ny, da Málaga-spilleren weligton leverede skræmmende dårligt forsvarsspil, i og med at han i eget felt sparkede bolden lige hen i fødderne på den rappe argentiner, som med et vådt hug sendte kuglen fladt ind ved fjerneste målhjørne.

 

Derfra havde FC Barcelona kontrol over begivenhederne, og syv minutter efter pausen blev det 3-1, da Henry fandt Eto'o med en høj aflevering. Camerouneren headede bolden ned for fødderne af den fremstormende Xavi Hernández, som med en nem afslutning blev dobbelt målscorer.

 

Samme spiller blev af de spanske tv-producenter krediteret for den afsluttende 4-1-scoring direkte på frispark otte minutter før tid; men reelt var det Alves der skød frisparket og et selvmål af den gennemført uheldige Weligton, som rettede Alves’ skud af, hvilket totalt snød Arnau i målet.

 

De samme cifre stod at læse på måltavlen på San Mamés i Bilbao, hvor hjemmeholdet fra Athletic blev torpederet af AaB's kommende Champions League-modstander fra Villarreal CF.

 

Giuseppe Rossi bragte gæsterne foran, og inden pausen fik Joseba Etxebarría kvitteret; men efter sidebyttet satte Villarreal CF i overværelse af 40.000 tilskuere Athletic til vægs via pletskud af Robert Pirés, Santi Cazorla og Jozy Altidore, og dermed er "Den gule U-båd" et point efter FC Barcelona i toppen af La Liga-tabellen.

 

Aftenens tredje tidlige match fandt sted på Vicente Calderón i Madrid, hvor 45.000 tilskuere så Sergio Agüero blive matchvinder mod RCD Mallorca ved at garne begge Atlético Madrids mål i løbet af første halvleg.

 

På den baggrund avancerede Los Rojiblancos til sjettepladsen, RCD Mallorca er nummer 10, Málaga CF ligger nummer syv, mens traditionsklubben Athletic Bilbao efter ni kampe er næstsidst med én sejr og samlet blot fem point.

 

1.- Málaga CF: Arnau; Gámez, Weligton, Hélder, Calleja; Eliseu, Miguel Angel, Apoño (Fernando, m. 67), Duda (Luque, m. 75); Baha og Adrián (Nacho, m.61).

4.- FC Barcelona: Valdés; Alves, Piqué, Puyol, Márquez; Touré Yaya, Xavi, Iniesta (Henry, m. 49), Busquest; Messi (Víctor Sánchez, m 79) og Eto’o (Bojan, m. 84).

Mål: 0-1, M. 5: Xavi. 1-1, M. 12: Duda. 1-2, M. 18: Messi. 1-3, M. 52: Xavi. 1-4, M. 80: Weligton selvmål.

Dommer: Velasco Carballo (Madrid). Gule kort til Málaga: Apoño (m.4) og Baha (m 7). Gule kort til Barça: Alves (m. 55), Touré Yaya (m. 74) og Busquets (m. 78).

Spilledato: 1. november

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 02-11-2008 06:25

 

Nyhedsoversigt