Således bliver konsekvenserne for Barça af ændringerne i den spanske skattelovgivning (6. november)

 

Historien om ændringerne i den spanske skattelovgivning har ført til, at en af Barça.Dk’s læsere har spurgt til hvor mange spillere hos Barça det vil få betydning for. Svaret er, at her og nu får det ingen betydning, da lovændringen kun omfatter kontrakter indgået efter 1. januar 2010.

 

Hidtil har man som udlænding på det spanske arbejdsmarked kunnet slippe de første seks år med en trækprocent på 24, hvis indtægten var over 600.000 euro årligt. En ordning indført til gavn for forskere, men særdeles brugbar i fodboldsporten.

 

Af de udenlandske spillere hos Barça betaler Milito, Márquez og Alves allerede den almindelige spanske skat, hvilket vil sige 43 procent, da de har arbejdet mere end fem år i Spanien. Det samme gælder Leo Messi da han har boet i Spanien inden den berømte Beckham Lov trådte i kraft i 2003.

 

De spillere hos de blårøde der aktuelt slipper med 24 procent i skat er Ibrahimovic, Henry, Keita, Maxwell, Chygrynskiy, Abidal og Touré.

 

Det vil de blive ved med, da lovændringen kun omfatter kontrakter indgået efter 1. januar 2010.

 

Ibrahimovic tjener her og nu 11.482.105 euro årligt. Hvis Barça havde indkøbt ham i januar måned og angriberen skulle tjene det samme, måtte Barça have betalt 15.789.473 euro. Med andre ord en forskel på 3.947.368 euro.

 

Hvis Barça køber Robinho på vintermarkedet betyder denne ændring i skatteloven intet. Han har arbejdet i Spanien og nød godt af rabatten på det tidspunkt. Samme person kan ikke komme ind under ordningen to gange.

 

Forlænger Barça med Eric Abidal efter 1. januar, får det ingen betydning. Man kan godt forlænge kontrakter, bare ansættelsen ikke er ophørt.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 06-11-2009 06:29

 

Nyhedsoversigt