Kommentar til Ekstra Bladets artikel om Enkes død (12. november)

 

Jeg blev ærlig talt ret forarget, da jeg på ekstrabladet.dk så overskriften ” Barcelona knækkede Enke”.

 

Skribent Søren Lauridsen skriver blandt andet i artiklen: ”32-årige Enkes depressioner begyndte i 2003, da han spillede i Barcelona, fortalte psykolog Dr. Valentin Markser på pressemødet. Behandlingen begyndte kort tid efter, Enke mistede sin plads i Barcelonas mål. Tyskeren blev købt til den spanske storklub i sommeren 2002 og var af mange favorit til rollen som førstemålmand. Men i sin første betydende kamp - mod 3. divisionsholdet Novelda, droppede Enke og fik rollen som syndebuk efter 2-3 nederlaget. Flere medspillere med anfører Frank de Boer i spidsen gav efter kampen Enke skylden for nederlaget - og tyskeren mistede sin plads til Bonano. Enke kaldte siden posten som målmand i Barcelona den sværeste i Europa”.

 

Måske Søren Lauridsen ikke ved det. Men i tiden efter sit brud med Barça hvor han var klubløs, trænede tyskeren med hos de blårøde. Jeg stiller således følgende spørgsmål: Hvis Enke virkelig følte at Barça havde knækket ham psykisk, hvorfor valgte Enke så FC Barcelona til at holde formen ved lige?

 

Så undrer det mig endvidere, at Enke på et tidspunkt hvor karrieren for så vidt kører fint skulle begå selvmord grundet fodboldmæssige problemer mange år tidligere.

 

Ekstra Bladets overskrift er at score billige points på en dybt tragisk historie. Det skulle man på formiddagsbladet holde sig for gode til.

 

Man kan jo diskutere om Enke var købt til at være fast målmand. Bonano var kommet til Barcelona et år tidligere. Han var på det tidspunkt den faste keeper. Endvidere var det også i 2002-03 sæsonen Víctor Valdés begyndte sin imponerende karriere på Barças førstehold. Ja, det var verdens sværeste sted at være målmand. Men det havde intet med Enkes selvmord at gøre.

 

Læs artiklen.

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 12-11-2009 15:57

 

Nyhedsoversigt