Barça skulle være interesseret i Juves Tiago (14. november)

 

FC Barcelona har haft problemer dette efterår. Derfor spekuleres der i at klubben vil forstærke sig på vintermarkedet. Særligt skulle catalonierne være interesseret i at gøre noget ved midtbanen. En mulighed kunne ifølge Sport være Tiago Cardoso fra Juventus.

 

Tiagos navn forlød der allerede rygter om i sommers som alternativ til Touré Yaya. Men Barça satsede på Monacos midtbaneklippe fra Elfenbenskysten, mens Lyon spilleren havnede hos Juventus for 15 millioner euro.

 

Valget fra Barças ledelse var godt. Touré har gjort det fremragende og bidrager med sin enorme fysiske styrke i det spilopbyggende arbejde.

 

Men i denne sæson har vi set at det ikke er nok med Touré, når også José Edmílson er ude i lang tid. Endvidere skal Touré Yaya spille African Nations Cup i starten af 2008.

 

Tiagos situation hos Juventus er den modsatte af Tourés hos Barça. Efter to sæsoner hos Lyon kom han til Juventus med forhåbning om at blive lederen på midtbanen hos La Vecchia Signora. Men den portugisiske landsholdsspiller har hidtil blot fået lov at spille med i fem ligakampe af træner Claudio Ranieri. Kun en gang fra start. Tiago har ikke skjult at han er utilfreds med dette og at han ønsker at komme væk til december, hvis intet forandrer sig. Han har en landsholdsplads ved EM 2008 at kæmpe for. Eftersom Juventus ikke spiller europæisk denne sæson, kan han hos Barça deltage i Champions League.

 

Tiago Cardosos agent Jorge Mendes, der også repræsenterer Deco og Márquez, skulle allerede have talt med Juve. Men der er flere interesserede klubber. I England skulle West Ham have tilbudt 9 millioner euro og Manchester City overvejer sagen. Det samme gælder Fiorentina i Italien og spanske Villarreal.

 

Txiki ønsker i første omgang at leje spilleren resten af denne sæson og foretage et køb, i fald Tiago slår til.

 

Barça skulle som alternativ også have kig på Romas Alberto Aquilani. Og vi skal sikkert høre om en del andre inden transfervinduet åbner.

 

 

Denne nyhed er lagt på ElBarça.Dk 14-11-2007 15:37

 

Nyhedsoversigt