Laporta kom i sidste øjeblik op på fire mandater (29. november)

 

Joan Laportas uafhængighedsparti Solidaritat Catalana (SI) kommer ind i det catalanske parlament La Generalitat med fire mandater, efter at have fået 3,28 procent af stemmerne.

 

Valgets store vinder bliver dog det liberale catalansksindede men ikke separatistiske CiU (Konvergens og Union) der får 62 pladser (38,47%). CiU stod dog i meningsmålingerne på et tidspunkt til at få absolut flertal alene (68 pladser), men sådan går det dog ikke. Spidskandidat Artur Mas bliver alligevel Cataloniens næste præsident.

 

Det betyder således også et systemskifte, da det socialdemokratiske PSC, i seneste periode har siddet på magten. Men partiet har fået sit værste valg gennem historien, og præsident Montilla har ikke haft anden udvej end at gå af. PSC får 28 mandater (18,3%) og går ni mandater tilbage.

 

Det spansksindede konservative Partido Popular (PP) bliver tredjestørst med 18 pladser (12,33), hvilket er en fremgang på tre mandater og partiets bedste resultat nogensinde. PP har tidligere haft regeringsmagten i Spanien, men aldrig spillet nogen større rolle i catalansk politik.

 

"CiU kan regere i retning af spansk overherredømme, og så får de os i opposition, eller imod uafhængighed, og så vil de mødes med os på denne vej. Sådan vil det altid være”, udtalte den tidligere Barça præsident Joan Laporta sent søndag aften, efter at hans parti fik 105.000 stemmer.

 

Tre af de fire pladser har SI fået i Barcelona og en enkelt er hentet i Girona. Længe så det søndag aften ud til at SI blot skulle få et mandat fra Girona, men årsagen til den eksplosive fremgang i sidste øjeblik var at partiet i Barcelona lå til at få under 3%, hvorfor valgsystemet ikke ville give repræsentation i den catalanske hovedstad. Men til sidst lykkedes det SI at komme over denne magiske grænse og sikre de sidste mandater. Valgsystemet skal ikke her analyseres i detaljer, men på de kanter kender man ikke til tillægsmandater.

 

De fire pladser er dog ikke nok til at Laportas parti kan danne egen parlamentarisk gruppe. Man havde spekuleret i et samarbejde med det andet uafhængighedsparti Reagrupament, men deres 1,28% af stemmerne er ikke nok til at komme ind.

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 29-11-2010 07:20

 

Nyhedsoversigt