Argentina kan ikke længere bruge Messi i forbindelse med venskabskampe (10. oktober)

 

Konflikten mellem FC Barcelona og Det Argentinske Fodboldforbund (Asociación de Fútbol Argentino – AFA) om Leo Messi ser ud til at være nået til sin ende, oplyser Sport. Sagen startede i sommers, da parterne begyndte en juridisk kamp om hvorvidt det var Barças pligt eller ej at lade spilleren deltage ved OL i Kina. Messi fik lov at være med, selvom Barça fik medhold men viste sig generøs.

 

Nu er begge parter enige om at alle har fælles interesse i at beskytte Leo Messi. Således holdt klubben og fodboldforbundet møde desangående hos AFA der varede to en halv time. For Barça deltog teknisk sekretær Txiki Begiristain, fodbolddirektør Raúl Sanllehí og Pepe Costa fra den tekniske stab. Fra AFA deltog præsident Julio Grondona.

 

Den catalanske storklub lod AFA forstå, at det er af største vigtighed at beskytte Leo Messi, da hans muskulatur er skrøbelig. Således udfører man hos Barça et specielt program for at forsøge at hindre alvorlige muskelskader. Man håber fra klubbens side, at man hos det argentinske fodboldforbund vil fortsætte arbejdet, når Leo spiller landskampe.

 

Således har man hos Argentina accepteret, at specialtræner Juanjo Brau får lov at være til stede i træningslejren, når det nationale mandskab er samlet. Brau er netop nu sammen med Messi. Det tager man i Argentina venligt imod, og Brau betragtes nu som en blandt alle de andre hos landsholdet.

 

Endvidere er man nået til en anden overensstemmelse. De blårødes nr. 10 deltager ikke ved venskabskampe for sit landshold. Fra nu spiller han blot officielle kampe.

 

Dette har været forudset siden Leo rejste til OL. Nu bliver det virkelighed. Men her stopper det ikke. Barça har fået gennemført, at helt som på klubholdet, så spiller Messi ikke 90 minutter, hvis han ikke er fysisk klar til det.

 

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 10-10-2008 06:50

 

Nyhedsoversigt