Sådan endte det spanske sommermarked (1. september)

 

Sommerens transfermarked sluttede tirsdag aften umiddelbart før midnat. For Barças vedkommende blev det på sidstedagen afsluttet med, at Alexander Hleb blev udlejet til engelske Birmingham for en sæson.

 

I Spanien har der været mange spillerhandler sommeren over. De spanske klubber skulle ifølge El Periódico have brugt omkring 262 millioner euro, hvilket kun svarer til halvdelen af det man købte ind for sidste år. Den økonomiske krise har også nået fodboldsporten.

 

Hos Real Madrid købte Florentino Pérez sidste år ind for 250 millioner euro, uden at det blev til nogen titel. I 2010 blev det blot til nyindkøb for 80 millioner euro eller 88 hvis vi inkluderer købet af José Mourinho. Barça spenderede i sommeren 2009 89 millioner euro, men i det netop afsluttede transfervindue blot 70 millioner. For disse penge fik man Mascherano, Villa og Adriano. Real Madrid indkøbte seks spillere. Der er endnu en forskel. Mesterklubben hentede 39 millioner euro på salgene af Touré til Manchester City (24) og Chygrynskiy til Shakhtar (15). På Bernabéu har man blot solgt spillere for 11 millioner euro, og det er såmænd kun takket Van der Vaart der skifter til Tottenham, hvilket først faldt på plads i går.

 

Mens Barças vicepræsident for sportslige anliggender Josep Maria Bartomeu udtalte, at Barças trup var afsluttet med indlemmelsen af Mascherano, så håbede Mourinho at få en 9er helt frem til lukningen af transfervinduet. I går blev der spekuleret i at Eto’o var på vej tilbage til Real Madrid. Men Florentino var ikke enig og sagde til Mou, at han måtte stille sig tilfreds med Higuaín og Benzema. De hvide sagde farvel til sommermarkedet ved at udleje Drenthe til Hércules.

 

Hos Espanyol var der også nerver på til sidste øjeblik, da Galatasaray og Fulham havde udvist interesse i Carlos Kameni. Men målmanden fortsætter hos Pochettinos hold. Englænderne kom med et sidsteøjebliksbud, men det blev afvist.

 

Ellers har der i Spanien sommeren over været en del opmærksomhed omkring Málaga der har købt stort ind. Andalusierne kan ikke hamle op med Real Madrid og Barça, men man nærmer sig de 26 millioner euro Valencia har brugt eller de 22 millioner der er udskrevet checks for hos Atlético. Málaga har haft kapital takket sheiken Abdullah Ben Nasser Al-Thani. Han dukkede op fra Qatars ørkensand og købte klubben fra Sanz familien for 12 millioner euro. Endvidere brugte han 15 millioner euro på spillere. Noget hidtid utænkeligt for den beskedne klub.

 

Den portugisiske træner Jesualdo Ferreira har således fået 13 nye spillere. Særligt udskiller argentinske Sebastián Fernández (Bandfield, 3,6 millioner euro) og Salomón Rondón (Las Palmas, 3,5 millioner euro) sig.

 

De fleste klubber har været aktive i en eller anden grad. Men Depor og Mallorca har ikke købt ind for noget som helst.

 

Vil du vide alt om spillerkøb og salg i sommerens transfervindue i La Liga, så studer Sports liste. Her lige et par gloser: Altas (tilgang), Bajas (afgang), Libre (fri transfer), Cesión (udlejning), POR (målmand), DEF (forsvarsspiller) MED (midtbanespiller) og DEL (angriber).

 

http://www.sport.es/comunes/fichajes/futbol.asp

 

 

Denne nyhed er lagt på Barça.Dk 01-09-2010 09:14

 

Nyhedsoversigt